Efter en utrolig lang "hjem" rejse fra Auckland, tilbage til Asien, mit hjem. Ankom vi til Kuala Lumpur, og ved i nu hvad, efter at have sovet med 4 troejer og 7 par sokker paa hver nat i 40 dage, saa saa jeg sku frem til og komme til og svede lidt(meget) igen.
Men Malaysia betyder et farvel til min smukke Jane, men et glaedeligt goddag til min elskede mor, saa taarene skulle nok se dagslys her i Malaysia.
Dagen efter min ankomst tog jeg med Jane ud til LCCT (som bogstavlig talt er mit hjem), for at underholde hende og sende hende sikkert ud i den farlige verden (Thailand, foej). Der blev udvaekslet nok 89 krammere og jeg elsker dig foer hun var ude af syne.
Derefter maatte jeg pudse naesen og komme videre til Kuala lumpurs anden lufthavn, KILA, bare for at goere det hele lettere for mig, ik.
Det ventede jeg spaendt paa om de vilel lukke min mor ind i landet.. og vupti, efter 3 timers venten, som kom der en bleg dansker til syne. Det var sku min mor. Faktastisk, aldrig har jeg vaeret mere stolt.
Saa kunne eventyret begynde endnu engang..
fredag den 8. oktober 2010
Den sidste halvdel af vores New Zealand roadtrip
Saa siden jeg sidst opdaterede jer om mine bedrifter ude i den store verden, har jeg sat livet paa spil et PAR gange, jeg skal jo helst leve livet i overhaelingsbanen.
Men som i nok ved blev mit kreditkort lukket da visa jo har en graense paa haevning i udlandet der hedder 20.000 kr. pr mdr. Det maatte jeg devaerre overstige. Det resulterede i vi maatte tage ud og jo i en skov, og leve af de mad rester vi nu kunne finde i resturanternes baggaard (aaaarh, men taet paa). Saa da vi toeffede rundt i Wanaka, (som by the way, er den dejligeste by paa New Zealand) i deres kaempe storcenter med 6 butikker, kommer vi forbi en franforrestning.. hm, vi kigger og ender med at bruge hver en krone af de side moenter vi vi har tilbage, til at koebe gran, for stikning vil hel sikkert slukke toesten og sulten, dog ikke, men kedsomheden draebte den fuldstaendig. Vi maate dog leve med de ikke laengere var soede fyre der kom og hyggesnakkede med gamle damer.. det var nu ogsaa ret, saa kunne de jo give os et tip eller to.
Efter 3 dage dybt inde i skoven, faar vi aabnet vores kort, og tjekker ind paa en fantastisk campingplads. Hvor vi ikke hedder Anja og Jane men 'the knitting girls', og naar vi moeder folk siger de ikke laengere 'how are you' men 'hows the knittig going'.. super.. har altid ville vaere kendt som strikke pigen. Why not siger jeg bare, vi holder sku fast i traditionerne.
Efter nogle dage kommer en gut vi har hilst paa nogle gange hen og spoerg meget direkte ' how OLD are you guys?' ehm.. det var saa der jeg valgte at saette min kaempe flaske vodka paa bordet og vise dem hvor gammel jeg var istedet.
Naeste stop blev saa Queenstown, som mest af alt er kendt for deres bungyjump, nemlig nevis bungy, som er et bungy imellem to bjerge med 134 m frit fald. YES MAN.. Intet mindre kan goere det for mig. Det skal lige pointeres, jeg er typen der koere i overhaelingsbanen over storebaelt med 50 km i timen, men for at vaere laengs mulig vaek fra kanten. Jeg kan ikke doeje hoejder og graeder bare jeg skal over den mindste bro. Saa selvfoelgelig skal jeg tage et bungy paa 134 m. det jo klart.
Saa i 3 dage gik jeg ind for at booke og gik ud igen uden en billet, for naar du foerst har lagt dine smaa 1200 kr, saa faar du dem sku ikke tilbage, bare fordi du er svag. Saa hm.. jeg lukkede oejene og koerte kortet igennem.
Lige derefter gik jeg og ventede paa sommerfuglene ville dukke op og toturere min mave, men nej, intet. Ikke engang da jeg stod ude i det lille staal skur der haenger imellem de to bjerge i et staalreb. Men da jeg fik spaendt rebet om benene, se der som de, og de baskede ikke kun med vingerne, de smaa sommerfugle braekkede sig inde i mig og rev mine organer til blods. AD.. AD.. det var de laengeste 2 meter jeg nogenside har gaaet. FOEJ. da jeg stod paa platformen gik min hjerne helt i staa, de eneste der for igennem hovedet var "Anja, du doer sku da i det mindste med det samme hvis du rammer jorden" og hop. Lad mig se hvad der sker.
WOP WOP
Jeg fucking overlevede og er siden da aabenbart blevet en adrenalinjunkie. Skulle jo lige proeve krafter med verdens hoejeste gynge der har 70 meters frit fald.. og det skulle goeres paa hovedet.. WOOOOOOOOOOOP
Naeste stop Kina, verdens hoejeste bungyjump..
Men som i nok ved blev mit kreditkort lukket da visa jo har en graense paa haevning i udlandet der hedder 20.000 kr. pr mdr. Det maatte jeg devaerre overstige. Det resulterede i vi maatte tage ud og jo i en skov, og leve af de mad rester vi nu kunne finde i resturanternes baggaard (aaaarh, men taet paa). Saa da vi toeffede rundt i Wanaka, (som by the way, er den dejligeste by paa New Zealand) i deres kaempe storcenter med 6 butikker, kommer vi forbi en franforrestning.. hm, vi kigger og ender med at bruge hver en krone af de side moenter vi vi har tilbage, til at koebe gran, for stikning vil hel sikkert slukke toesten og sulten, dog ikke, men kedsomheden draebte den fuldstaendig. Vi maate dog leve med de ikke laengere var soede fyre der kom og hyggesnakkede med gamle damer.. det var nu ogsaa ret, saa kunne de jo give os et tip eller to.
Efter 3 dage dybt inde i skoven, faar vi aabnet vores kort, og tjekker ind paa en fantastisk campingplads. Hvor vi ikke hedder Anja og Jane men 'the knitting girls', og naar vi moeder folk siger de ikke laengere 'how are you' men 'hows the knittig going'.. super.. har altid ville vaere kendt som strikke pigen. Why not siger jeg bare, vi holder sku fast i traditionerne.
Efter nogle dage kommer en gut vi har hilst paa nogle gange hen og spoerg meget direkte ' how OLD are you guys?' ehm.. det var saa der jeg valgte at saette min kaempe flaske vodka paa bordet og vise dem hvor gammel jeg var istedet.
Naeste stop blev saa Queenstown, som mest af alt er kendt for deres bungyjump, nemlig nevis bungy, som er et bungy imellem to bjerge med 134 m frit fald. YES MAN.. Intet mindre kan goere det for mig. Det skal lige pointeres, jeg er typen der koere i overhaelingsbanen over storebaelt med 50 km i timen, men for at vaere laengs mulig vaek fra kanten. Jeg kan ikke doeje hoejder og graeder bare jeg skal over den mindste bro. Saa selvfoelgelig skal jeg tage et bungy paa 134 m. det jo klart.
Saa i 3 dage gik jeg ind for at booke og gik ud igen uden en billet, for naar du foerst har lagt dine smaa 1200 kr, saa faar du dem sku ikke tilbage, bare fordi du er svag. Saa hm.. jeg lukkede oejene og koerte kortet igennem.
Lige derefter gik jeg og ventede paa sommerfuglene ville dukke op og toturere min mave, men nej, intet. Ikke engang da jeg stod ude i det lille staal skur der haenger imellem de to bjerge i et staalreb. Men da jeg fik spaendt rebet om benene, se der som de, og de baskede ikke kun med vingerne, de smaa sommerfugle braekkede sig inde i mig og rev mine organer til blods. AD.. AD.. det var de laengeste 2 meter jeg nogenside har gaaet. FOEJ. da jeg stod paa platformen gik min hjerne helt i staa, de eneste der for igennem hovedet var "Anja, du doer sku da i det mindste med det samme hvis du rammer jorden" og hop. Lad mig se hvad der sker.
WOP WOP
Jeg fucking overlevede og er siden da aabenbart blevet en adrenalinjunkie. Skulle jo lige proeve krafter med verdens hoejeste gynge der har 70 meters frit fald.. og det skulle goeres paa hovedet.. WOOOOOOOOOOOP
Naeste stop Kina, verdens hoejeste bungyjump..
søndag den 12. september 2010
fredag den 10. september 2010
New Zealand, the land of the hobbits
Efter at blive genforenet med Jane og have nydt vores elskede lufthavn, Kuala Lumpur i 5 min, forstroed jeg hurtigt at jeg havde begivet mig ud paa en 48 timers lang rejse, for at Jane ikke skulle rejse alene fra Kuala Lumpur, istedet for at bare have rejst 4 timer fra Melbourne til Auckland. Men hvad goer man ikke for sine venner, synes i hvert fald jeg fortjener 'friend of the day' skiltet de tog dage det tog mig at komme frem til Auckland.
De foerste dage gik med at koebe vintertoej, for det havde vi selvfoelig ikke med, i hvert fald ikke nok, for det var KOLDT, jeg mener virkelig KOLDT.
Der blev selvfoelig smidt en bytur ind, hvor jeg moedtes med min gamle veninde Amalie fra folkeskolen, som jeg ikke havde set i noget der ligner 6 aar.
efter to dage, hoppede vi ind i vores orange lyn af et rumskib at vaere, Pandora, og fes op til toppen at New Zealand, og noed hvert sekundt af vores lange rejse derop, for dette land er noget af det smukkeste mine oejne nogensinde vil komme til at opleve, er jeg sikker paa.
Orv, og her koerer man jo i den forkerte side af vejen, det gik smertefrit, altsaa efter den foerste time. Det foeltes uartigt, altsaa, som om vi gjorde noget ulovligt, det foeltes som om man skulle koere bil for foerste gag, manglede bare min koerelaeere Marianne, til at redde mig, ved at traede paa bremsen i en noedsituation. Heldigvis havde jeg en skrigende Jane(sirene) ved min side til og guide mig. Mere skraemmende var det dog da Jane skulle ind i bilen, for ikke nok med hun skulle koere i den forkerte side for foerste gang, men hun skulle ogsaa koere med automatgear for foerste gang. ARGH. Mit hjerte var paa overarbejde der.
Men vi overlevede de foerste par dage i vores pludselig MEGET lille spaceship, som foelses som om det bliver mindre og mindre for hver dag der gaar. Heldigvis er der ikke megen diskution, saa vi hygger og sover bare lidt taet.
Vi har indtil videre proevet, at faa vores bil laast ind paa en pakeringsplad for en nat, hvor vi matte soege husly hos en masse backpackere, kraemmet en af verdens storeste traeer, sprunget uf at et lyseroedt fly fra 4.6 kms hoejde, set hobbiton, hvor de filmede Lord of the rings, haft spaerret vores kreditkort, uden en krone paa lommen og maatte soege ly dybt inde i en skov 3 naetter i traek, indtil kortene blev aabnet igen( Vi er stadig rige, dont worry). Vaeret paa vinsmagning, gaaet rundt paa en aktiv vulkan, vaeret til en hangi, og se maori folket, vaeret oppe i en skyswing, og set mange smukke Nationalparker og andre fantastiske syn her paa New Zealand..
Det vaerste kommer naest, bungy! Jeg skal selvfoelig overgaa alle i min familie og tage det 134 m hoeje bungy jump, og min mave vender sig hver gang jeg taenker pa det. nu faar vi at se hvad der sker, i kan i hvert fald vaere sten sikker paa jeg laegger billeder ud i det sekundt det kommer til og ske, hvis det sker.
Pas godt paa jer selv indtil vi tales igen..
Ps. hvis jeg doer under mit bungyjump, gaar alle mine penge til min storebror <3 elsker dig.
PPs. Hvis jeg nu skulle doe, saa husk jeg elsker ogsaa min familie, specielt mor og far (<3), og alle mine venner og veninder.
PPPs. jeg haaber virkelig ikke jeg doer.
De foerste dage gik med at koebe vintertoej, for det havde vi selvfoelig ikke med, i hvert fald ikke nok, for det var KOLDT, jeg mener virkelig KOLDT.
Der blev selvfoelig smidt en bytur ind, hvor jeg moedtes med min gamle veninde Amalie fra folkeskolen, som jeg ikke havde set i noget der ligner 6 aar.
efter to dage, hoppede vi ind i vores orange lyn af et rumskib at vaere, Pandora, og fes op til toppen at New Zealand, og noed hvert sekundt af vores lange rejse derop, for dette land er noget af det smukkeste mine oejne nogensinde vil komme til at opleve, er jeg sikker paa.
Orv, og her koerer man jo i den forkerte side af vejen, det gik smertefrit, altsaa efter den foerste time. Det foeltes uartigt, altsaa, som om vi gjorde noget ulovligt, det foeltes som om man skulle koere bil for foerste gag, manglede bare min koerelaeere Marianne, til at redde mig, ved at traede paa bremsen i en noedsituation. Heldigvis havde jeg en skrigende Jane(sirene) ved min side til og guide mig. Mere skraemmende var det dog da Jane skulle ind i bilen, for ikke nok med hun skulle koere i den forkerte side for foerste gang, men hun skulle ogsaa koere med automatgear for foerste gang. ARGH. Mit hjerte var paa overarbejde der.
Men vi overlevede de foerste par dage i vores pludselig MEGET lille spaceship, som foelses som om det bliver mindre og mindre for hver dag der gaar. Heldigvis er der ikke megen diskution, saa vi hygger og sover bare lidt taet.
Vi har indtil videre proevet, at faa vores bil laast ind paa en pakeringsplad for en nat, hvor vi matte soege husly hos en masse backpackere, kraemmet en af verdens storeste traeer, sprunget uf at et lyseroedt fly fra 4.6 kms hoejde, set hobbiton, hvor de filmede Lord of the rings, haft spaerret vores kreditkort, uden en krone paa lommen og maatte soege ly dybt inde i en skov 3 naetter i traek, indtil kortene blev aabnet igen( Vi er stadig rige, dont worry). Vaeret paa vinsmagning, gaaet rundt paa en aktiv vulkan, vaeret til en hangi, og se maori folket, vaeret oppe i en skyswing, og set mange smukke Nationalparker og andre fantastiske syn her paa New Zealand..
Det vaerste kommer naest, bungy! Jeg skal selvfoelig overgaa alle i min familie og tage det 134 m hoeje bungy jump, og min mave vender sig hver gang jeg taenker pa det. nu faar vi at se hvad der sker, i kan i hvert fald vaere sten sikker paa jeg laegger billeder ud i det sekundt det kommer til og ske, hvis det sker.
Pas godt paa jer selv indtil vi tales igen..
Ps. hvis jeg doer under mit bungyjump, gaar alle mine penge til min storebror <3 elsker dig.
PPs. Hvis jeg nu skulle doe, saa husk jeg elsker ogsaa min familie, specielt mor og far (<3), og alle mine venner og veninder.
PPPs. jeg haaber virkelig ikke jeg doer.
Melbourne, the home is where the heart is at
Saa efter 19 timer i Kuala Lumpur, et soergeligt farvel til min Jane, og 9 timer i det mindste fly saede nogensinde (laenge leve discount, Airasia) ankom jeg til Melbourne, men krydset fingre for at mit Visum ville blive godkendt, og hokus pokus, pludselig havde alle pigerne omfavne mig med taare og champange. Det var fantastisk.
Cazz (moren) havde selvfoelgelig samlet alle til en kaempe "velkommen hjem" fest, og hvor var det dejligt at se alle igen, selvom det kun var en mdr siden jeg havde forladt Bali og set de fleste.
Jeg tilbragte 3 uger i Melbourne, paa skift mellem Kyte familien og Megan/ alexs hus i byen, og saa var jeg en del syd paa med min venidne Hayley for at besoege vores kaere ven Owen. Der skete simpelthen saa meget at det ville tage dage at skrive det hele ned, saa i faar kun lige den der stadig giver mig roede kinder. I ved hvordan jeg elsker naar folk faar et godt grin paa mine bekostninger.
Saa min Aussie far, Ian Kyte, arbejder som manager for de unge football spillere her i Melborune, saa vi laegger mit visit ud med ta skulle til en kaempe football auktion, men hundredvis at football spillere, store kanoner og saa videre, saa jeg skal selvfoelig have skaffet mig nogle hoeje haele, det faar jeg gjort, en stoevlette faktisk, saa jeg har et mere stabilt fodfaste, eftersom jeg ikke har gaaet i haele i en evighed nu. Men hvis man kender mig, saa ved man det har ikke noget med skoen at goere, jeg kan bare ikke styre mine foedder. De lever deres eget liv. Saa for at saette tingene lidt i perspektiv, vi er 5 unge piger blandt 200 unge gutter. Laekkert situation, hvis man ellers kunne styre den. Saa jeg sidder til bords med nogle at de helt store drenge fra NFL, og skal lige en tur paa toilettet under middagen... SLAM med kaempe ekko (!!!!) igennem den alt for store sal til 200 mennesker. Jeg finder ud af det er mig der er styret midt i salen. Taenker hurtigt, et sil vil helt sikkert faa mig smerte frit ud at denne situation, (set bort fra mit blodige knae) saa hopper tilbage paa benene, retter paa haaret og siger hoejt " Sorry about that". Ian (Faren) kommer loebene bagefter med et dejligt grineflip og spoerg om jeg er ok. Selvfoelgelig er jeg OK, alt er perfekt, bare giv mig en shotgun og 2 minutter alene. Med ekstra naturlig roede kinder humper jeg tilbage til bordet hvor alle gutterne smiler stort og siger "var det dig, Anja? Stilfuldt".
Stoppede med chanpangen der og tog imod mange kommentare de naeste par timer. Wupie!
Men Australien var i hvert fald en at de bedste rejse oplevelse nogensinde, og jeg skal tilbage saa snart tiden tillader det. Dog er der noget jeg bliver noed til at sige, jeg tror simpelthen ikke paa at de har nogen Kænguruer, saa ikke en eneste mens jeg var der, og vi var endda paa jagt efter dem. INTET, ikke en eneste. Saa tror sku det er noget de har faket, ligesom USA fakede en maanelanding. Det lidt slapt.
Naeste stop, New Zealand.
Cazz (moren) havde selvfoelgelig samlet alle til en kaempe "velkommen hjem" fest, og hvor var det dejligt at se alle igen, selvom det kun var en mdr siden jeg havde forladt Bali og set de fleste.
Jeg tilbragte 3 uger i Melbourne, paa skift mellem Kyte familien og Megan/ alexs hus i byen, og saa var jeg en del syd paa med min venidne Hayley for at besoege vores kaere ven Owen. Der skete simpelthen saa meget at det ville tage dage at skrive det hele ned, saa i faar kun lige den der stadig giver mig roede kinder. I ved hvordan jeg elsker naar folk faar et godt grin paa mine bekostninger.
Saa min Aussie far, Ian Kyte, arbejder som manager for de unge football spillere her i Melborune, saa vi laegger mit visit ud med ta skulle til en kaempe football auktion, men hundredvis at football spillere, store kanoner og saa videre, saa jeg skal selvfoelig have skaffet mig nogle hoeje haele, det faar jeg gjort, en stoevlette faktisk, saa jeg har et mere stabilt fodfaste, eftersom jeg ikke har gaaet i haele i en evighed nu. Men hvis man kender mig, saa ved man det har ikke noget med skoen at goere, jeg kan bare ikke styre mine foedder. De lever deres eget liv. Saa for at saette tingene lidt i perspektiv, vi er 5 unge piger blandt 200 unge gutter. Laekkert situation, hvis man ellers kunne styre den. Saa jeg sidder til bords med nogle at de helt store drenge fra NFL, og skal lige en tur paa toilettet under middagen... SLAM med kaempe ekko (!!!!) igennem den alt for store sal til 200 mennesker. Jeg finder ud af det er mig der er styret midt i salen. Taenker hurtigt, et sil vil helt sikkert faa mig smerte frit ud at denne situation, (set bort fra mit blodige knae) saa hopper tilbage paa benene, retter paa haaret og siger hoejt " Sorry about that". Ian (Faren) kommer loebene bagefter med et dejligt grineflip og spoerg om jeg er ok. Selvfoelgelig er jeg OK, alt er perfekt, bare giv mig en shotgun og 2 minutter alene. Med ekstra naturlig roede kinder humper jeg tilbage til bordet hvor alle gutterne smiler stort og siger "var det dig, Anja? Stilfuldt".
Stoppede med chanpangen der og tog imod mange kommentare de naeste par timer. Wupie!
Men Australien var i hvert fald en at de bedste rejse oplevelse nogensinde, og jeg skal tilbage saa snart tiden tillader det. Dog er der noget jeg bliver noed til at sige, jeg tror simpelthen ikke paa at de har nogen Kænguruer, saa ikke en eneste mens jeg var der, og vi var endda paa jagt efter dem. INTET, ikke en eneste. Saa tror sku det er noget de har faket, ligesom USA fakede en maanelanding. Det lidt slapt.
Naeste stop, New Zealand.
Sri Lanka, du har en helt speciel plads i mit hjerte
Sri Lanka, Sri Lanka, Sri Lanka..
Vi havde jo aendret vores billetter saa vi kun skulle tilbringe et par dage der, efter at have tjekket Dmi, som informerede os om storm det naeste lange styk tid. DMI burde ansaette uddannet folk istedet for den flok aber der sidder der nu.
I flyver begynder jeg at snakke med en mand fra Sri Lanka, og han fortaeller mig at vejret er fantastisk, og deres vinter sluttede i april. (NEJ NEJ NEJ!! HVAD FANDEN HAR JEG GJORT GUD? HAD EN ANDEN)
Saa jeg siger til Jane, "Jeg vil have en penthouse med spa bad", jeg skal nyde livet selvom de hoejere magter proever at faa mig ned med nakken. Saa i lufthavnen gaar jeg over til den fineste turist booker og siger jeg skal have et vaerelse med spa, og de kigger paa mig, og min backpack (som er gennemhullet efterhaanden) og siger, "det har du ikke raad til", "What??" "Just make it happen, Baby" og vupti, vi bliver koert i den nyeste bil med en fin chauffoer ud til vores 5 stjernet resort.
Der noed vi 2 dage, for vi skulle tilbage til det virkelig liv.. nemlig 19 timers venten i Kuala Lumpur lufthavn, for flyveren videre til Australien.
Vi havde jo aendret vores billetter saa vi kun skulle tilbringe et par dage der, efter at have tjekket Dmi, som informerede os om storm det naeste lange styk tid. DMI burde ansaette uddannet folk istedet for den flok aber der sidder der nu.
I flyver begynder jeg at snakke med en mand fra Sri Lanka, og han fortaeller mig at vejret er fantastisk, og deres vinter sluttede i april. (NEJ NEJ NEJ!! HVAD FANDEN HAR JEG GJORT GUD? HAD EN ANDEN)
Saa jeg siger til Jane, "Jeg vil have en penthouse med spa bad", jeg skal nyde livet selvom de hoejere magter proever at faa mig ned med nakken. Saa i lufthavnen gaar jeg over til den fineste turist booker og siger jeg skal have et vaerelse med spa, og de kigger paa mig, og min backpack (som er gennemhullet efterhaanden) og siger, "det har du ikke raad til", "What??" "Just make it happen, Baby" og vupti, vi bliver koert i den nyeste bil med en fin chauffoer ud til vores 5 stjernet resort.
Der noed vi 2 dage, for vi skulle tilbage til det virkelig liv.. nemlig 19 timers venten i Kuala Lumpur lufthavn, for flyveren videre til Australien.
Indien, det er bare ikke godt nok
Saa efter Mumbai gik turen videre til Goa, som er stedet jeg regnede med ville faa mig til og elske dette forfaerdelige land.. Hvor tog jeg dog fejl, igen. Har overvejet at faa tatoveret "sucker" i panden, naiv nar er min daeknavn lige pt.
Naa men for at faa forklaret hvad der goer Indien til det absolut vaerste sted paa kloden er: Vi hopper ind i en Taxa ca. 5 timer foer vores fly letter fra mumbai og koereturen til lufthavnen sku tage omkring 30 min. VI faar verdens aeldste chauffoer, som vil vise os hele Mumbai. I tror det er loegn, men han er faktisk mit lyspunkt paa dagen, fantastisk menneske, med ingen sans for at en flyver altsaa ikke venter paa sine passagere, hvis de tilfaeldigvis skulle vaere forsinket grundet spontan guidet tour rundt i Mumbais slum. Dog stadig glad, giver jeg manden e masse drikkepenge, i haab om han vil laegge dem i spareboessen til nogle (nye) taender, eller maaske minumum en tandboeste, bless his heart. Naa, men vi vandre ind i lufthavnen og finder efter 5 minutter ud af han har smidt os af ved den forkerte lufthavn. WTF! Hvor mange er der lige i Mumbai? Vi hopper ind i en tuk tuk efter 15 minutters diskution med diverse Indere der ikke snakker engelsk (og heldigvis ikke forstod dansk). Der tager aabenbart gutten over en time og koere noget der minder om 10 km, takket vaere morgen trafik. Vi ankommer 35 minutter foer vores flys afgang, vi stiller og i koe, og damen sender os over i en ny koe. a det bliver vores tur, lukker de for skaenten, LUKKER! Dvs. det er nu 30 min og 0 sekunder til flyveren letter og derfor vil de ikke have flere check ins, forklar tykpande damen at vi har vaeret her, og staaet i koe, og skal med den skide flyver til FUCKING GOA! Heksen saar fast og vi faar lov til at koebe en ny billet. Hvis jeg skulle beskrive mine tanker i denne situation, saa ville min blog blive blokket at indien regering. BRAEND, det er det eneste jeg kan sige.
SKidt pyt, ankommer til Goa med et smil paa laeben og ny energi. Smilet svinder dog stille hen, efter 24 timers regn (uden nogen form for pause), regn, storm, regn, storm osv. Pandekagen ved strandcafeen hjalp dog lidt.
Men ellers, tiden i Goa forgik foran computeren, eller paa vores stam resturant, hvorvi tilbragte nok 8 timer om dagen. Den ene aften fik vi faktisk drukket alle hans Tuborg, saa han maatte ringe efter nye forsyninger.
Vi gik paa nettet den ene dag og tjekkede vejret for vores naeste stop, Sri Lanka, og det var praecis det samme som Goa, fik et mindre sammenbrud, og besluttede hurtigt at det skulle vaere et hurtigt stop i Goa, hvorefter turen gik tilbage til Kuala Lumpur. Hvor Jane ville atge en flyver tilbage til Bali og jeg ville tage over og besoege min Australske "familie".
.... og det var saa hvad der skete, Indien skal ikke fylde mere paa min blog...[punktum]
Naa men for at faa forklaret hvad der goer Indien til det absolut vaerste sted paa kloden er: Vi hopper ind i en Taxa ca. 5 timer foer vores fly letter fra mumbai og koereturen til lufthavnen sku tage omkring 30 min. VI faar verdens aeldste chauffoer, som vil vise os hele Mumbai. I tror det er loegn, men han er faktisk mit lyspunkt paa dagen, fantastisk menneske, med ingen sans for at en flyver altsaa ikke venter paa sine passagere, hvis de tilfaeldigvis skulle vaere forsinket grundet spontan guidet tour rundt i Mumbais slum. Dog stadig glad, giver jeg manden e masse drikkepenge, i haab om han vil laegge dem i spareboessen til nogle (nye) taender, eller maaske minumum en tandboeste, bless his heart. Naa, men vi vandre ind i lufthavnen og finder efter 5 minutter ud af han har smidt os af ved den forkerte lufthavn. WTF! Hvor mange er der lige i Mumbai? Vi hopper ind i en tuk tuk efter 15 minutters diskution med diverse Indere der ikke snakker engelsk (og heldigvis ikke forstod dansk). Der tager aabenbart gutten over en time og koere noget der minder om 10 km, takket vaere morgen trafik. Vi ankommer 35 minutter foer vores flys afgang, vi stiller og i koe, og damen sender os over i en ny koe. a det bliver vores tur, lukker de for skaenten, LUKKER! Dvs. det er nu 30 min og 0 sekunder til flyveren letter og derfor vil de ikke have flere check ins, forklar tykpande damen at vi har vaeret her, og staaet i koe, og skal med den skide flyver til FUCKING GOA! Heksen saar fast og vi faar lov til at koebe en ny billet. Hvis jeg skulle beskrive mine tanker i denne situation, saa ville min blog blive blokket at indien regering. BRAEND, det er det eneste jeg kan sige.
SKidt pyt, ankommer til Goa med et smil paa laeben og ny energi. Smilet svinder dog stille hen, efter 24 timers regn (uden nogen form for pause), regn, storm, regn, storm osv. Pandekagen ved strandcafeen hjalp dog lidt.
Men ellers, tiden i Goa forgik foran computeren, eller paa vores stam resturant, hvorvi tilbragte nok 8 timer om dagen. Den ene aften fik vi faktisk drukket alle hans Tuborg, saa han maatte ringe efter nye forsyninger.
Vi gik paa nettet den ene dag og tjekkede vejret for vores naeste stop, Sri Lanka, og det var praecis det samme som Goa, fik et mindre sammenbrud, og besluttede hurtigt at det skulle vaere et hurtigt stop i Goa, hvorefter turen gik tilbage til Kuala Lumpur. Hvor Jane ville atge en flyver tilbage til Bali og jeg ville tage over og besoege min Australske "familie".
.... og det var saa hvad der skete, Indien skal ikke fylde mere paa min blog...[punktum]
søndag den 18. juli 2010
incredible india? Hvor?
Mumbai, ankom til formiddag til Asiens stoerste slum.. (juhuuuoooblah)
Frygtede det vaereste, om ankom med krummet taer til Mumbai 11.30 imorges. Men havde jo besluttet mig for at give Indien en sidste chance for at vinde mit aabenbart iskolde hjerte. JEG KUNNE GRAEDE, hvad har jeg taenkt paa!
Har nu vaeret i Indien 7 timer, og skifter mening om stedet hver anden time. de foerste to, var bare en skrekkelig gentagelse af Delhi helvedet jeg gennegik for et aar siden. Faar dog fundet et nogenlunde sted og bo (3.8 kvm), til smaa penge, og faar et fantastisk lokalt maaltid, hvor medarbejderne, kunderne, ja alle er de soedeste mennesker til dags dato. Jeg bliver meget optimistisk og hoppe glad videre rundt i mumbai.
Men jeg har desvaerre skaffet mig en slem halsbetaendelse + feber den sidste dag i bangkok, som har gjort jeg ikke har sjovet i 40 timer i skrivende stund. Saa efter at ha vaeret paa opdagelse vender jeg tilbage til hotellet, for at tage en lur, eller bare sove til naeste morgen, hvem ved. Saa har de fandeme lukket hotellet, og vi har nu slaaet ude og aner ikke hvornaar steet aabner igen, vi har faaet absolut ingen information omkring dette. Taenker, saa hoppe vi sku paa nettet og slaar lidt tid ihjel, er for daarlig til at toeffe rundt i byen stadig, er jo forsvarsloes over for de 500 tiggere der griber fat i armen paa en konstant. TROR I SAA IKKE MIN FACEBOOK ER BLEVET LUKKET!!!WTF! Grundet jeg har vaeret online paa mange forskellige computere paa det sidste, saa de laver en sikkerhedstest. Jeg kan kun faa tilsendt min kode til min email, min email er saa bare en gammel mail, som ikke laengere fungere. JUHU! Saa i maa noejes med opdateringer fra denne blog indtil jeg en dag faar loest problemet.
Saa nu vil jeg se trille tilbage til hotellet og haabe paa aabne doere, har proevet med sesam luk dig op, men mine kraefter er svaekket grundet sygdom i ved.
Frygtede det vaereste, om ankom med krummet taer til Mumbai 11.30 imorges. Men havde jo besluttet mig for at give Indien en sidste chance for at vinde mit aabenbart iskolde hjerte. JEG KUNNE GRAEDE, hvad har jeg taenkt paa!
Har nu vaeret i Indien 7 timer, og skifter mening om stedet hver anden time. de foerste to, var bare en skrekkelig gentagelse af Delhi helvedet jeg gennegik for et aar siden. Faar dog fundet et nogenlunde sted og bo (3.8 kvm), til smaa penge, og faar et fantastisk lokalt maaltid, hvor medarbejderne, kunderne, ja alle er de soedeste mennesker til dags dato. Jeg bliver meget optimistisk og hoppe glad videre rundt i mumbai.
Men jeg har desvaerre skaffet mig en slem halsbetaendelse + feber den sidste dag i bangkok, som har gjort jeg ikke har sjovet i 40 timer i skrivende stund. Saa efter at ha vaeret paa opdagelse vender jeg tilbage til hotellet, for at tage en lur, eller bare sove til naeste morgen, hvem ved. Saa har de fandeme lukket hotellet, og vi har nu slaaet ude og aner ikke hvornaar steet aabner igen, vi har faaet absolut ingen information omkring dette. Taenker, saa hoppe vi sku paa nettet og slaar lidt tid ihjel, er for daarlig til at toeffe rundt i byen stadig, er jo forsvarsloes over for de 500 tiggere der griber fat i armen paa en konstant. TROR I SAA IKKE MIN FACEBOOK ER BLEVET LUKKET!!!WTF! Grundet jeg har vaeret online paa mange forskellige computere paa det sidste, saa de laver en sikkerhedstest. Jeg kan kun faa tilsendt min kode til min email, min email er saa bare en gammel mail, som ikke laengere fungere. JUHU! Saa i maa noejes med opdateringer fra denne blog indtil jeg en dag faar loest problemet.
Saa nu vil jeg se trille tilbage til hotellet og haabe paa aabne doere, har proevet med sesam luk dig op, men mine kraefter er svaekket grundet sygdom i ved.
Home sweet home = Bangkok
Bangkok you have always been so good to me.
Bangkok, hvad kan man sige. Kan vel kopiere fra mine andre blogs, om mine bangkokture, rutinen er den samme. Sushi i MBK som det foerste, kaoh san rd, som det andet, OEL paa den saedvanelige bar, toemmermaend, MBK, Sushi, biograf (ECLIPSE:D:D:D:D:D:D) OEL, Shopping, Weekendmarked, mere shopping og videre, med en taare i oejenkrogen.
Naesten stop Mumbai, Inden.. God help me.
Bangkok, hvad kan man sige. Kan vel kopiere fra mine andre blogs, om mine bangkokture, rutinen er den samme. Sushi i MBK som det foerste, kaoh san rd, som det andet, OEL paa den saedvanelige bar, toemmermaend, MBK, Sushi, biograf (ECLIPSE:D:D:D:D:D:D) OEL, Shopping, Weekendmarked, mere shopping og videre, med en taare i oejenkrogen.
Naesten stop Mumbai, Inden.. God help me.
Trekking, hvorfor goer man det?
Fredag d. 9/7 floej vi som sagt til Bangkok fra Bali af, ventede en evighed der, og smuttede videre til Chiang Mai.
Dette var ikke en del af turen jeg ligefrem jublede over, da jeg fik alt for meget Thailand ind i aarene sidste gang. Men jeg naaede aldrig til norden, saa det stod for skud i denne omgang, og det var en glaedelig oplevelse.
Chiang mai er det smukkeste stykke af Thailandkagen, som jeg bestemt ville tage en bid af en anden gang.
Vi traekker selvfoelgelig det lange straa da vi ankommer i lufthavnen. Tger et tilfaeldigt hostel, og det viser sig saa at vaere det bedste hostel til dags dato. Laenge leve juior house og dens ansatte.
Vi faar bestilt noget trekking og noget tiger besoeg, og af sti af sted.
Efter 15 min trekking fortroed vi alle, og der havde vi kun sidder paa ladet af en bil. Saa begyndte vi t gaa (og graede). Efter mange mange timer gang i bjergene naar vi frem til en lille lokal by i bjergene hvor vi slaar lejer for natten, slagter hoes og laver et festmaaltid ud af dem. Fantastisk!
Dagen efter bliver vi vaekket ved at der staar en fucking elefant og trutter lige ude foran bambushytten vi sov i. Her bruger de aabenbart ikke hoens som vaekkeur. Saa op med os, videre paa trekkens sidste dag. Slutter af med noget elefantridning i junglen, og bamboo (toemmerflaade) rafting(Meget speciel oplevelse).
Dagenefter tog vi ud og lege med de vilde tigere (et par af dem med knap saa vilde navne, en hed meatball/frikadelle).
Vi toeffer rundt og slaar tiden ihjel i bycentrum, inden vi skal med flyveren kl 22.40. Aner ikke hvorfor, men jeg havde i mit hovedet sat os til vi skulle foert med taxaen kl 22.00 for det var jo en time og 40 min foer afgang, perfekt. OEH?! Saa da vi er ved af gaa taxaen i moede kl 22. taenker jeg, hey jeg tjekker lige en ekstra gang, og rigtig noget, vores fly letter om 40 min. Ind i taxa, be taxa om at lege transporter 5, og det goer han, vi er i lufthavnen 10 min senere og naar flyveren med en svedig pande. Undskyld Jane.
Off to BANGKOK!
Dette var ikke en del af turen jeg ligefrem jublede over, da jeg fik alt for meget Thailand ind i aarene sidste gang. Men jeg naaede aldrig til norden, saa det stod for skud i denne omgang, og det var en glaedelig oplevelse.
Chiang mai er det smukkeste stykke af Thailandkagen, som jeg bestemt ville tage en bid af en anden gang.
Vi traekker selvfoelgelig det lange straa da vi ankommer i lufthavnen. Tger et tilfaeldigt hostel, og det viser sig saa at vaere det bedste hostel til dags dato. Laenge leve juior house og dens ansatte.
Vi faar bestilt noget trekking og noget tiger besoeg, og af sti af sted.
Efter 15 min trekking fortroed vi alle, og der havde vi kun sidder paa ladet af en bil. Saa begyndte vi t gaa (og graede). Efter mange mange timer gang i bjergene naar vi frem til en lille lokal by i bjergene hvor vi slaar lejer for natten, slagter hoes og laver et festmaaltid ud af dem. Fantastisk!
Dagen efter bliver vi vaekket ved at der staar en fucking elefant og trutter lige ude foran bambushytten vi sov i. Her bruger de aabenbart ikke hoens som vaekkeur. Saa op med os, videre paa trekkens sidste dag. Slutter af med noget elefantridning i junglen, og bamboo (toemmerflaade) rafting(Meget speciel oplevelse).
Dagenefter tog vi ud og lege med de vilde tigere (et par af dem med knap saa vilde navne, en hed meatball/frikadelle).
Vi toeffer rundt og slaar tiden ihjel i bycentrum, inden vi skal med flyveren kl 22.40. Aner ikke hvorfor, men jeg havde i mit hovedet sat os til vi skulle foert med taxaen kl 22.00 for det var jo en time og 40 min foer afgang, perfekt. OEH?! Saa da vi er ved af gaa taxaen i moede kl 22. taenker jeg, hey jeg tjekker lige en ekstra gang, og rigtig noget, vores fly letter om 40 min. Ind i taxa, be taxa om at lege transporter 5, og det goer han, vi er i lufthavnen 10 min senere og naar flyveren med en svedig pande. Undskyld Jane.
Off to BANGKOK!
The end of Bali
I mit sidste blog fortalte jeg lidt om politiet paa Bali. Jamen i denne er der skam mere. DE ER NOGLE R*VBANANER! Er blevet stoppet 2 gange mere, med stoerre og storre boeder, selvom jeg har mit koerekort med. Naar de ser hvidt, ser de dollartegn. (Saa har ligget paa stranden 20 timer om dagen for a blive sort som dem).
Men Slap da vaek fra en. Min soes (Min autralske adoptiv soester, hannah) og jeg skulle lige en tur ud og hente morgenbroed, vi fare vild, (selvfoelgelig!) og pludselig ud af det blaa kommer der en politimand med en vildt blik og grisk smil loebende ud foran vores knallert (Han saa sikkert sit snit til at vi skulle betale for hans lege tid med sin ladyboy). Men nok maa vaere nok, jeg drejer paa haandtaget, og fare lige igennem hans arm med 80 km i timen. Saa kan han laere det. Havde saa bare ikke regnet med han ville saette en soege auktion igang for at fange os. Han spaerrende alle udgange paa det storcenter vi var i, saa vi ikke ville kunne forlade med kallerten. Smarte som vi er, saetter vi os over paa en cafe, ringer til en lokal ven, Made, og ber ham om at komme og hente knallerten (Som heller ikke kunne starte da vi havde koert den helt toer for benzin, men vi var jo paa flugt, what to do?) Lang historie kort, morgenmadstid, blev til frokosttid, saa morgenbroedet blev gemt til naeste dag, Great succes.
For at fortsaette i den tragiske bane, saa blev jeg desvaerre ogsaa overfaldet med kniv en nat paa vej hjem fra byen af.
Kom gaaende sammen med en ven hjem fra byen af, og ca 50 m. foer mit hotel, kommer to gutter paa motorcykel og snitter hele ryggen af min bluse over, sammen med jernkaeden paa tasken jeg havde med. Saa mit nye kamera er paa det sorte marked i Kuta. Det blev 25 dage gammel, R.I.P. on to the 6th one.
Det var en rigtig soergelig oplevelse, men maa taernkte optimistisk og vaere glad for at jeg ikke kom til skade. Min lokale ven Yanto, har engang for mange aar tilbage vaeret taske tyv, og fortalte at turister normalt kommer slemt tilskade under disse overfald. Saa gudskelov er jeg stadig hel.
Fejrede min overlevelse med at faa tatoveret nogle kloge ord paa kroppen dagen efter.
Ellers skete der det fantastiske at Jane Jensen dukkede hel op i lufthavnen, saa har nydt hvert et oejeblik i hendes selskab :) Naar man altsaa ikke venter, for hun er jo evig langsom. Men vi er jo et par nu, og der skal arbjedes mere paa tingene, end naar man er solo.
Ellers gik turen mod Chiang Mai d. 9/7/10 - to be continued.
Men Slap da vaek fra en. Min soes (Min autralske adoptiv soester, hannah) og jeg skulle lige en tur ud og hente morgenbroed, vi fare vild, (selvfoelgelig!) og pludselig ud af det blaa kommer der en politimand med en vildt blik og grisk smil loebende ud foran vores knallert (Han saa sikkert sit snit til at vi skulle betale for hans lege tid med sin ladyboy). Men nok maa vaere nok, jeg drejer paa haandtaget, og fare lige igennem hans arm med 80 km i timen. Saa kan han laere det. Havde saa bare ikke regnet med han ville saette en soege auktion igang for at fange os. Han spaerrende alle udgange paa det storcenter vi var i, saa vi ikke ville kunne forlade med kallerten. Smarte som vi er, saetter vi os over paa en cafe, ringer til en lokal ven, Made, og ber ham om at komme og hente knallerten (Som heller ikke kunne starte da vi havde koert den helt toer for benzin, men vi var jo paa flugt, what to do?) Lang historie kort, morgenmadstid, blev til frokosttid, saa morgenbroedet blev gemt til naeste dag, Great succes.
For at fortsaette i den tragiske bane, saa blev jeg desvaerre ogsaa overfaldet med kniv en nat paa vej hjem fra byen af.
Kom gaaende sammen med en ven hjem fra byen af, og ca 50 m. foer mit hotel, kommer to gutter paa motorcykel og snitter hele ryggen af min bluse over, sammen med jernkaeden paa tasken jeg havde med. Saa mit nye kamera er paa det sorte marked i Kuta. Det blev 25 dage gammel, R.I.P. on to the 6th one.
Det var en rigtig soergelig oplevelse, men maa taernkte optimistisk og vaere glad for at jeg ikke kom til skade. Min lokale ven Yanto, har engang for mange aar tilbage vaeret taske tyv, og fortalte at turister normalt kommer slemt tilskade under disse overfald. Saa gudskelov er jeg stadig hel.
Fejrede min overlevelse med at faa tatoveret nogle kloge ord paa kroppen dagen efter.
Ellers skete der det fantastiske at Jane Jensen dukkede hel op i lufthavnen, saa har nydt hvert et oejeblik i hendes selskab :) Naar man altsaa ikke venter, for hun er jo evig langsom. Men vi er jo et par nu, og der skal arbjedes mere paa tingene, end naar man er solo.
Ellers gik turen mod Chiang Mai d. 9/7/10 - to be continued.
søndag den 20. juni 2010
Sku nok ha sagt 7-9-13. Katastroferne vaelter ind
Taenkte jeg lige ville komme med en hurtig blog.
Jep er indendoers idag, der er en ojeninfektion i omloeb paa vores hotel de her dage. Megan fik den fra en af gutterne, og jeg overtog den i nat da jeg kom til og bruge hendes pude. Saa ligner pt. noget der burde aflives. Oeen er aabenbart ramt haardt, for jeg fik noget reserve medicin, og der er ikke mere til de naeste foer de faar fyldt op paa apotekerne, og kan ikke forstille mig det sker ofte.
Men udover det, saa har det vaeret nogle fantastiske uger her.
Har vaeret rundt omkring paa oeen og udforske dens skoenheder.
En dag tog jeg rundt med en af surfergutterne til alle surferstrandene. En anden dag tog Megan og jeg til tempelbyen Ubud og var kulturelle.. Eller vi kom mest for at se abeskoven. Hvemve i ved :)- En af aberne ville lave boern med Megan, den rev i hvert fald hendes kjole af hende.
Vi tog ud og saa vulkanerne, kryderiplantagerne. Leget rige og kigget paa luksus villaer til naar min familie dukker op i Oktober.
Det var nok kultur for mindst en uge frem.
De sidste par dage med Megan staar paa vandland, og dette er ikke sommerland sjaellands slags. Det er med livet som indsats her. Spaendende.
Ellers tempel og et besoeg til faengslet.
Nu vi er inde paa alt det der politiskidt, Saa blev vi selvfoelgelig stoppet at politiet paa vores motirbike, og jeg har selvfoelgelig lagt mit internationale koerekort paa hotellet. Saa vi fik muligheden for at bestikke politimanden, eller moede op i retten. De ville selvfoelgelig have 1.000.000 Rupies (700 kr), lo lidt og gav ham 50.000 som svare til 35 kr. Han godtog det med et smil. Yep Bali er kendt for at vaere en af verdens mest kurupte lande.
Ellers er vores dagligdag normalt booket op med massage, bintangs ved solnedgangen og drinks paa surfersbar i selskab med storskaem og VM. Og nej det var bestemt ikke en foenoejelse at sidde som enste roede og hvide omringet af 100 organge mennesker under Holland - Danmark kampen. - Tak Poulsen/ Agger
Glaeder mig helt til druk dagene er bag mig, men her paa bali kan man ikke sige nej til en fest.
Jeg vil smutte, mit oeje skal behandels igen. Men vil holde jer opdateret.
Pas paa jer selv, og jeg vil goere det samme.
Ps. Vi har stadig ikke haft regn eller overskyet vejr, hvordan staar det til med vejret i Danmark?
Jep er indendoers idag, der er en ojeninfektion i omloeb paa vores hotel de her dage. Megan fik den fra en af gutterne, og jeg overtog den i nat da jeg kom til og bruge hendes pude. Saa ligner pt. noget der burde aflives. Oeen er aabenbart ramt haardt, for jeg fik noget reserve medicin, og der er ikke mere til de naeste foer de faar fyldt op paa apotekerne, og kan ikke forstille mig det sker ofte.
Men udover det, saa har det vaeret nogle fantastiske uger her.
Har vaeret rundt omkring paa oeen og udforske dens skoenheder.
En dag tog jeg rundt med en af surfergutterne til alle surferstrandene. En anden dag tog Megan og jeg til tempelbyen Ubud og var kulturelle.. Eller vi kom mest for at se abeskoven. Hvemve i ved :)- En af aberne ville lave boern med Megan, den rev i hvert fald hendes kjole af hende.
Vi tog ud og saa vulkanerne, kryderiplantagerne. Leget rige og kigget paa luksus villaer til naar min familie dukker op i Oktober.
Det var nok kultur for mindst en uge frem.
De sidste par dage med Megan staar paa vandland, og dette er ikke sommerland sjaellands slags. Det er med livet som indsats her. Spaendende.
Ellers tempel og et besoeg til faengslet.
Nu vi er inde paa alt det der politiskidt, Saa blev vi selvfoelgelig stoppet at politiet paa vores motirbike, og jeg har selvfoelgelig lagt mit internationale koerekort paa hotellet. Saa vi fik muligheden for at bestikke politimanden, eller moede op i retten. De ville selvfoelgelig have 1.000.000 Rupies (700 kr), lo lidt og gav ham 50.000 som svare til 35 kr. Han godtog det med et smil. Yep Bali er kendt for at vaere en af verdens mest kurupte lande.
Ellers er vores dagligdag normalt booket op med massage, bintangs ved solnedgangen og drinks paa surfersbar i selskab med storskaem og VM. Og nej det var bestemt ikke en foenoejelse at sidde som enste roede og hvide omringet af 100 organge mennesker under Holland - Danmark kampen. - Tak Poulsen/ Agger
Glaeder mig helt til druk dagene er bag mig, men her paa bali kan man ikke sige nej til en fest.
Jeg vil smutte, mit oeje skal behandels igen. Men vil holde jer opdateret.
Pas paa jer selv, og jeg vil goere det samme.
Ps. Vi har stadig ikke haft regn eller overskyet vejr, hvordan staar det til med vejret i Danmark?
lørdag den 12. juni 2010
Amazing Bali
Nu havde jeg selvfoelgelig skrevet en hel masse fantastisk om Bali, og saa vil den ikke aabne den fil jeg havde gemt.
Jeg vil proeve igen saa.
Jeg ankom til bali Fredag d. 4/6 efter 24 timers flyning. Men der skal lige laegges en smaa 5 timers venten i lufthavnen, paa at komme ud for det foerste, og derefter for at vente paa Megan, som jeg ikke anede hvilket fly kom med.
Havde to gutter til at hente os, saa mod Kuta kom vi. Vi lagde ud med middag incl. bintangs sammen med en 10 styks aussier, hvorefter vi lavde pubcrawl paa alle vane stederne. Et sted moeder mig min gamle roommate Mitch, som er blind af druk, han laegger ud med en laekkerscorereplik paa dansk: Jeg skider i bukserne! (Fedt Kris, Fedt)
Dagen efter vores ankomst gik turen til stranden, til vores lokale venner, som fejrede vores ankomst med 3 flasker whiskey paa stranden kl 14, i shots! Saa endnu en glad aften kom paa banen.
Men det hele skal jo ikke gaa op i druk, saa vi vaelger at booke en tur til Gili T med nogle nye Oestrig og Sverige venner. Gili T er en oe, en smaa tre timer vaek i speedbaad. Vi tjekker ind i en sprit nybygget bungalow med udendoers bad, lige ved stranden. for 50 kr. pr person pr. nat. Paa Gili findes der ikke motor transport, saa man har tre muligheder, man kan gaa, koere i hestevogn eller cykle, vi valgte den sidste mulighed. Vi lejede nogle lowrider cykler, som vi pimpede med ipod og hoejtalere, og `cruisede` rundt om oeen i strandkanten, det tager en times tid, hvis man er god. Vi blev paa gili 4 dage, med ren afslapning paa stranden med krystal klart vand.
Torsdag skulle vi forlade Gili, og natten inden havde vaeret voldsom, med double double jungle juice (Aldrig mer`). Saa vi kunne ikke overskue at gaa ud og vaere sociale. Megan valgte derfor at koebe 90 film og serier vi kunne gaa amok i til vores movie night. Saa vi bestilte take inn satay og ris, og havde os et Gossip Girl marathon. FANTASTISK! - og meget tiltraengt.
Fredag tog vi i lufthavnen og hentede Ian, som er en del af del familie Megan bor sammen med i Melbourne, og min fremtidige melbourne familie :) Stille aften med et par flasker sprutt og masser af VM. GO SOUTH AFRICA!
Idag loerdag har vi lejet motorbikes, og leget lidt med livet, det skal der jo ogsaa til. Vi har vaeret ude og lee rige og kigge paa dyre huse, ledt efter et faengsel, men fik kolde foeddeer, da det jo ikke er helt lovlig at vaere turist paa en motorbike her.
Nu gaar turen til stranden igen, til endnu en solnedgang inkl. Bintangs.
Haaber at Danmark er soede ved jer alle, Bali er i hvert fald soed ved os.
Vil proeve at lave opdateringer en gang ugenlig, men er jo svaert attage sig tid til at sidde foran en computer naar vejret aldrig skuffer.
Hav det godt saa laenge.
Jeg vil proeve igen saa.
Jeg ankom til bali Fredag d. 4/6 efter 24 timers flyning. Men der skal lige laegges en smaa 5 timers venten i lufthavnen, paa at komme ud for det foerste, og derefter for at vente paa Megan, som jeg ikke anede hvilket fly kom med.
Havde to gutter til at hente os, saa mod Kuta kom vi. Vi lagde ud med middag incl. bintangs sammen med en 10 styks aussier, hvorefter vi lavde pubcrawl paa alle vane stederne. Et sted moeder mig min gamle roommate Mitch, som er blind af druk, han laegger ud med en laekkerscorereplik paa dansk: Jeg skider i bukserne! (Fedt Kris, Fedt)
Dagen efter vores ankomst gik turen til stranden, til vores lokale venner, som fejrede vores ankomst med 3 flasker whiskey paa stranden kl 14, i shots! Saa endnu en glad aften kom paa banen.
Men det hele skal jo ikke gaa op i druk, saa vi vaelger at booke en tur til Gili T med nogle nye Oestrig og Sverige venner. Gili T er en oe, en smaa tre timer vaek i speedbaad. Vi tjekker ind i en sprit nybygget bungalow med udendoers bad, lige ved stranden. for 50 kr. pr person pr. nat. Paa Gili findes der ikke motor transport, saa man har tre muligheder, man kan gaa, koere i hestevogn eller cykle, vi valgte den sidste mulighed. Vi lejede nogle lowrider cykler, som vi pimpede med ipod og hoejtalere, og `cruisede` rundt om oeen i strandkanten, det tager en times tid, hvis man er god. Vi blev paa gili 4 dage, med ren afslapning paa stranden med krystal klart vand.
Torsdag skulle vi forlade Gili, og natten inden havde vaeret voldsom, med double double jungle juice (Aldrig mer`). Saa vi kunne ikke overskue at gaa ud og vaere sociale. Megan valgte derfor at koebe 90 film og serier vi kunne gaa amok i til vores movie night. Saa vi bestilte take inn satay og ris, og havde os et Gossip Girl marathon. FANTASTISK! - og meget tiltraengt.
Fredag tog vi i lufthavnen og hentede Ian, som er en del af del familie Megan bor sammen med i Melbourne, og min fremtidige melbourne familie :) Stille aften med et par flasker sprutt og masser af VM. GO SOUTH AFRICA!
Idag loerdag har vi lejet motorbikes, og leget lidt med livet, det skal der jo ogsaa til. Vi har vaeret ude og lee rige og kigge paa dyre huse, ledt efter et faengsel, men fik kolde foeddeer, da det jo ikke er helt lovlig at vaere turist paa en motorbike her.
Nu gaar turen til stranden igen, til endnu en solnedgang inkl. Bintangs.
Haaber at Danmark er soede ved jer alle, Bali er i hvert fald soed ved os.
Vil proeve at lave opdateringer en gang ugenlig, men er jo svaert attage sig tid til at sidde foran en computer naar vejret aldrig skuffer.
Hav det godt saa laenge.
torsdag den 27. maj 2010
Begyndelsen
D. 3/6/10 kl 7:50 letter flyver mod Bali, og jeg regner stærkt med at jeg kommer til at sidde i den. Hvilket vil betyde jeg er startet på min tur rundt om jorden, som gerne skulle tage et års tid, men mit budget regner med det tager 567 dage, så hvem ved. Billedet er en sketch over min rute, sådan da.
Ser frem til at få jer til og smile, og måske endda grine lidt over mine beretnigner og ikke mindst mine verdensklasse billeder som vil komme med tiden.
Hav det godt til vi ses igen
På gensyn
- Anja Vergara
Abonner på:
Opslag (Atom)