Saa efter 19 timer i Kuala Lumpur, et soergeligt farvel til min Jane, og 9 timer i det mindste fly saede nogensinde (laenge leve discount, Airasia) ankom jeg til Melbourne, men krydset fingre for at mit Visum ville blive godkendt, og hokus pokus, pludselig havde alle pigerne omfavne mig med taare og champange. Det var fantastisk.
Cazz (moren) havde selvfoelgelig samlet alle til en kaempe "velkommen hjem" fest, og hvor var det dejligt at se alle igen, selvom det kun var en mdr siden jeg havde forladt Bali og set de fleste.
Jeg tilbragte 3 uger i Melbourne, paa skift mellem Kyte familien og Megan/ alexs hus i byen, og saa var jeg en del syd paa med min venidne Hayley for at besoege vores kaere ven Owen. Der skete simpelthen saa meget at det ville tage dage at skrive det hele ned, saa i faar kun lige den der stadig giver mig roede kinder. I ved hvordan jeg elsker naar folk faar et godt grin paa mine bekostninger.
Saa min Aussie far, Ian Kyte, arbejder som manager for de unge football spillere her i Melborune, saa vi laegger mit visit ud med ta skulle til en kaempe football auktion, men hundredvis at football spillere, store kanoner og saa videre, saa jeg skal selvfoelig have skaffet mig nogle hoeje haele, det faar jeg gjort, en stoevlette faktisk, saa jeg har et mere stabilt fodfaste, eftersom jeg ikke har gaaet i haele i en evighed nu. Men hvis man kender mig, saa ved man det har ikke noget med skoen at goere, jeg kan bare ikke styre mine foedder. De lever deres eget liv. Saa for at saette tingene lidt i perspektiv, vi er 5 unge piger blandt 200 unge gutter. Laekkert situation, hvis man ellers kunne styre den. Saa jeg sidder til bords med nogle at de helt store drenge fra NFL, og skal lige en tur paa toilettet under middagen... SLAM med kaempe ekko (!!!!) igennem den alt for store sal til 200 mennesker. Jeg finder ud af det er mig der er styret midt i salen. Taenker hurtigt, et sil vil helt sikkert faa mig smerte frit ud at denne situation, (set bort fra mit blodige knae) saa hopper tilbage paa benene, retter paa haaret og siger hoejt " Sorry about that". Ian (Faren) kommer loebene bagefter med et dejligt grineflip og spoerg om jeg er ok. Selvfoelgelig er jeg OK, alt er perfekt, bare giv mig en shotgun og 2 minutter alene. Med ekstra naturlig roede kinder humper jeg tilbage til bordet hvor alle gutterne smiler stort og siger "var det dig, Anja? Stilfuldt".
Stoppede med chanpangen der og tog imod mange kommentare de naeste par timer. Wupie!
Men Australien var i hvert fald en at de bedste rejse oplevelse nogensinde, og jeg skal tilbage saa snart tiden tillader det. Dog er der noget jeg bliver noed til at sige, jeg tror simpelthen ikke paa at de har nogen Kænguruer, saa ikke en eneste mens jeg var der, og vi var endda paa jagt efter dem. INTET, ikke en eneste. Saa tror sku det er noget de har faket, ligesom USA fakede en maanelanding. Det lidt slapt.
Naeste stop, New Zealand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar