søndag den 12. september 2010
fredag den 10. september 2010
New Zealand, the land of the hobbits
Efter at blive genforenet med Jane og have nydt vores elskede lufthavn, Kuala Lumpur i 5 min, forstroed jeg hurtigt at jeg havde begivet mig ud paa en 48 timers lang rejse, for at Jane ikke skulle rejse alene fra Kuala Lumpur, istedet for at bare have rejst 4 timer fra Melbourne til Auckland. Men hvad goer man ikke for sine venner, synes i hvert fald jeg fortjener 'friend of the day' skiltet de tog dage det tog mig at komme frem til Auckland.
De foerste dage gik med at koebe vintertoej, for det havde vi selvfoelig ikke med, i hvert fald ikke nok, for det var KOLDT, jeg mener virkelig KOLDT.
Der blev selvfoelig smidt en bytur ind, hvor jeg moedtes med min gamle veninde Amalie fra folkeskolen, som jeg ikke havde set i noget der ligner 6 aar.
efter to dage, hoppede vi ind i vores orange lyn af et rumskib at vaere, Pandora, og fes op til toppen at New Zealand, og noed hvert sekundt af vores lange rejse derop, for dette land er noget af det smukkeste mine oejne nogensinde vil komme til at opleve, er jeg sikker paa.
Orv, og her koerer man jo i den forkerte side af vejen, det gik smertefrit, altsaa efter den foerste time. Det foeltes uartigt, altsaa, som om vi gjorde noget ulovligt, det foeltes som om man skulle koere bil for foerste gag, manglede bare min koerelaeere Marianne, til at redde mig, ved at traede paa bremsen i en noedsituation. Heldigvis havde jeg en skrigende Jane(sirene) ved min side til og guide mig. Mere skraemmende var det dog da Jane skulle ind i bilen, for ikke nok med hun skulle koere i den forkerte side for foerste gang, men hun skulle ogsaa koere med automatgear for foerste gang. ARGH. Mit hjerte var paa overarbejde der.
Men vi overlevede de foerste par dage i vores pludselig MEGET lille spaceship, som foelses som om det bliver mindre og mindre for hver dag der gaar. Heldigvis er der ikke megen diskution, saa vi hygger og sover bare lidt taet.
Vi har indtil videre proevet, at faa vores bil laast ind paa en pakeringsplad for en nat, hvor vi matte soege husly hos en masse backpackere, kraemmet en af verdens storeste traeer, sprunget uf at et lyseroedt fly fra 4.6 kms hoejde, set hobbiton, hvor de filmede Lord of the rings, haft spaerret vores kreditkort, uden en krone paa lommen og maatte soege ly dybt inde i en skov 3 naetter i traek, indtil kortene blev aabnet igen( Vi er stadig rige, dont worry). Vaeret paa vinsmagning, gaaet rundt paa en aktiv vulkan, vaeret til en hangi, og se maori folket, vaeret oppe i en skyswing, og set mange smukke Nationalparker og andre fantastiske syn her paa New Zealand..
Det vaerste kommer naest, bungy! Jeg skal selvfoelig overgaa alle i min familie og tage det 134 m hoeje bungy jump, og min mave vender sig hver gang jeg taenker pa det. nu faar vi at se hvad der sker, i kan i hvert fald vaere sten sikker paa jeg laegger billeder ud i det sekundt det kommer til og ske, hvis det sker.
Pas godt paa jer selv indtil vi tales igen..
Ps. hvis jeg doer under mit bungyjump, gaar alle mine penge til min storebror <3 elsker dig.
PPs. Hvis jeg nu skulle doe, saa husk jeg elsker ogsaa min familie, specielt mor og far (<3), og alle mine venner og veninder.
PPPs. jeg haaber virkelig ikke jeg doer.
De foerste dage gik med at koebe vintertoej, for det havde vi selvfoelig ikke med, i hvert fald ikke nok, for det var KOLDT, jeg mener virkelig KOLDT.
Der blev selvfoelig smidt en bytur ind, hvor jeg moedtes med min gamle veninde Amalie fra folkeskolen, som jeg ikke havde set i noget der ligner 6 aar.
efter to dage, hoppede vi ind i vores orange lyn af et rumskib at vaere, Pandora, og fes op til toppen at New Zealand, og noed hvert sekundt af vores lange rejse derop, for dette land er noget af det smukkeste mine oejne nogensinde vil komme til at opleve, er jeg sikker paa.
Orv, og her koerer man jo i den forkerte side af vejen, det gik smertefrit, altsaa efter den foerste time. Det foeltes uartigt, altsaa, som om vi gjorde noget ulovligt, det foeltes som om man skulle koere bil for foerste gag, manglede bare min koerelaeere Marianne, til at redde mig, ved at traede paa bremsen i en noedsituation. Heldigvis havde jeg en skrigende Jane(sirene) ved min side til og guide mig. Mere skraemmende var det dog da Jane skulle ind i bilen, for ikke nok med hun skulle koere i den forkerte side for foerste gang, men hun skulle ogsaa koere med automatgear for foerste gang. ARGH. Mit hjerte var paa overarbejde der.
Men vi overlevede de foerste par dage i vores pludselig MEGET lille spaceship, som foelses som om det bliver mindre og mindre for hver dag der gaar. Heldigvis er der ikke megen diskution, saa vi hygger og sover bare lidt taet.
Vi har indtil videre proevet, at faa vores bil laast ind paa en pakeringsplad for en nat, hvor vi matte soege husly hos en masse backpackere, kraemmet en af verdens storeste traeer, sprunget uf at et lyseroedt fly fra 4.6 kms hoejde, set hobbiton, hvor de filmede Lord of the rings, haft spaerret vores kreditkort, uden en krone paa lommen og maatte soege ly dybt inde i en skov 3 naetter i traek, indtil kortene blev aabnet igen( Vi er stadig rige, dont worry). Vaeret paa vinsmagning, gaaet rundt paa en aktiv vulkan, vaeret til en hangi, og se maori folket, vaeret oppe i en skyswing, og set mange smukke Nationalparker og andre fantastiske syn her paa New Zealand..
Det vaerste kommer naest, bungy! Jeg skal selvfoelig overgaa alle i min familie og tage det 134 m hoeje bungy jump, og min mave vender sig hver gang jeg taenker pa det. nu faar vi at se hvad der sker, i kan i hvert fald vaere sten sikker paa jeg laegger billeder ud i det sekundt det kommer til og ske, hvis det sker.
Pas godt paa jer selv indtil vi tales igen..
Ps. hvis jeg doer under mit bungyjump, gaar alle mine penge til min storebror <3 elsker dig.
PPs. Hvis jeg nu skulle doe, saa husk jeg elsker ogsaa min familie, specielt mor og far (<3), og alle mine venner og veninder.
PPPs. jeg haaber virkelig ikke jeg doer.
Melbourne, the home is where the heart is at
Saa efter 19 timer i Kuala Lumpur, et soergeligt farvel til min Jane, og 9 timer i det mindste fly saede nogensinde (laenge leve discount, Airasia) ankom jeg til Melbourne, men krydset fingre for at mit Visum ville blive godkendt, og hokus pokus, pludselig havde alle pigerne omfavne mig med taare og champange. Det var fantastisk.
Cazz (moren) havde selvfoelgelig samlet alle til en kaempe "velkommen hjem" fest, og hvor var det dejligt at se alle igen, selvom det kun var en mdr siden jeg havde forladt Bali og set de fleste.
Jeg tilbragte 3 uger i Melbourne, paa skift mellem Kyte familien og Megan/ alexs hus i byen, og saa var jeg en del syd paa med min venidne Hayley for at besoege vores kaere ven Owen. Der skete simpelthen saa meget at det ville tage dage at skrive det hele ned, saa i faar kun lige den der stadig giver mig roede kinder. I ved hvordan jeg elsker naar folk faar et godt grin paa mine bekostninger.
Saa min Aussie far, Ian Kyte, arbejder som manager for de unge football spillere her i Melborune, saa vi laegger mit visit ud med ta skulle til en kaempe football auktion, men hundredvis at football spillere, store kanoner og saa videre, saa jeg skal selvfoelig have skaffet mig nogle hoeje haele, det faar jeg gjort, en stoevlette faktisk, saa jeg har et mere stabilt fodfaste, eftersom jeg ikke har gaaet i haele i en evighed nu. Men hvis man kender mig, saa ved man det har ikke noget med skoen at goere, jeg kan bare ikke styre mine foedder. De lever deres eget liv. Saa for at saette tingene lidt i perspektiv, vi er 5 unge piger blandt 200 unge gutter. Laekkert situation, hvis man ellers kunne styre den. Saa jeg sidder til bords med nogle at de helt store drenge fra NFL, og skal lige en tur paa toilettet under middagen... SLAM med kaempe ekko (!!!!) igennem den alt for store sal til 200 mennesker. Jeg finder ud af det er mig der er styret midt i salen. Taenker hurtigt, et sil vil helt sikkert faa mig smerte frit ud at denne situation, (set bort fra mit blodige knae) saa hopper tilbage paa benene, retter paa haaret og siger hoejt " Sorry about that". Ian (Faren) kommer loebene bagefter med et dejligt grineflip og spoerg om jeg er ok. Selvfoelgelig er jeg OK, alt er perfekt, bare giv mig en shotgun og 2 minutter alene. Med ekstra naturlig roede kinder humper jeg tilbage til bordet hvor alle gutterne smiler stort og siger "var det dig, Anja? Stilfuldt".
Stoppede med chanpangen der og tog imod mange kommentare de naeste par timer. Wupie!
Men Australien var i hvert fald en at de bedste rejse oplevelse nogensinde, og jeg skal tilbage saa snart tiden tillader det. Dog er der noget jeg bliver noed til at sige, jeg tror simpelthen ikke paa at de har nogen Kænguruer, saa ikke en eneste mens jeg var der, og vi var endda paa jagt efter dem. INTET, ikke en eneste. Saa tror sku det er noget de har faket, ligesom USA fakede en maanelanding. Det lidt slapt.
Naeste stop, New Zealand.
Cazz (moren) havde selvfoelgelig samlet alle til en kaempe "velkommen hjem" fest, og hvor var det dejligt at se alle igen, selvom det kun var en mdr siden jeg havde forladt Bali og set de fleste.
Jeg tilbragte 3 uger i Melbourne, paa skift mellem Kyte familien og Megan/ alexs hus i byen, og saa var jeg en del syd paa med min venidne Hayley for at besoege vores kaere ven Owen. Der skete simpelthen saa meget at det ville tage dage at skrive det hele ned, saa i faar kun lige den der stadig giver mig roede kinder. I ved hvordan jeg elsker naar folk faar et godt grin paa mine bekostninger.
Saa min Aussie far, Ian Kyte, arbejder som manager for de unge football spillere her i Melborune, saa vi laegger mit visit ud med ta skulle til en kaempe football auktion, men hundredvis at football spillere, store kanoner og saa videre, saa jeg skal selvfoelig have skaffet mig nogle hoeje haele, det faar jeg gjort, en stoevlette faktisk, saa jeg har et mere stabilt fodfaste, eftersom jeg ikke har gaaet i haele i en evighed nu. Men hvis man kender mig, saa ved man det har ikke noget med skoen at goere, jeg kan bare ikke styre mine foedder. De lever deres eget liv. Saa for at saette tingene lidt i perspektiv, vi er 5 unge piger blandt 200 unge gutter. Laekkert situation, hvis man ellers kunne styre den. Saa jeg sidder til bords med nogle at de helt store drenge fra NFL, og skal lige en tur paa toilettet under middagen... SLAM med kaempe ekko (!!!!) igennem den alt for store sal til 200 mennesker. Jeg finder ud af det er mig der er styret midt i salen. Taenker hurtigt, et sil vil helt sikkert faa mig smerte frit ud at denne situation, (set bort fra mit blodige knae) saa hopper tilbage paa benene, retter paa haaret og siger hoejt " Sorry about that". Ian (Faren) kommer loebene bagefter med et dejligt grineflip og spoerg om jeg er ok. Selvfoelgelig er jeg OK, alt er perfekt, bare giv mig en shotgun og 2 minutter alene. Med ekstra naturlig roede kinder humper jeg tilbage til bordet hvor alle gutterne smiler stort og siger "var det dig, Anja? Stilfuldt".
Stoppede med chanpangen der og tog imod mange kommentare de naeste par timer. Wupie!
Men Australien var i hvert fald en at de bedste rejse oplevelse nogensinde, og jeg skal tilbage saa snart tiden tillader det. Dog er der noget jeg bliver noed til at sige, jeg tror simpelthen ikke paa at de har nogen Kænguruer, saa ikke en eneste mens jeg var der, og vi var endda paa jagt efter dem. INTET, ikke en eneste. Saa tror sku det er noget de har faket, ligesom USA fakede en maanelanding. Det lidt slapt.
Naeste stop, New Zealand.
Sri Lanka, du har en helt speciel plads i mit hjerte
Sri Lanka, Sri Lanka, Sri Lanka..
Vi havde jo aendret vores billetter saa vi kun skulle tilbringe et par dage der, efter at have tjekket Dmi, som informerede os om storm det naeste lange styk tid. DMI burde ansaette uddannet folk istedet for den flok aber der sidder der nu.
I flyver begynder jeg at snakke med en mand fra Sri Lanka, og han fortaeller mig at vejret er fantastisk, og deres vinter sluttede i april. (NEJ NEJ NEJ!! HVAD FANDEN HAR JEG GJORT GUD? HAD EN ANDEN)
Saa jeg siger til Jane, "Jeg vil have en penthouse med spa bad", jeg skal nyde livet selvom de hoejere magter proever at faa mig ned med nakken. Saa i lufthavnen gaar jeg over til den fineste turist booker og siger jeg skal have et vaerelse med spa, og de kigger paa mig, og min backpack (som er gennemhullet efterhaanden) og siger, "det har du ikke raad til", "What??" "Just make it happen, Baby" og vupti, vi bliver koert i den nyeste bil med en fin chauffoer ud til vores 5 stjernet resort.
Der noed vi 2 dage, for vi skulle tilbage til det virkelig liv.. nemlig 19 timers venten i Kuala Lumpur lufthavn, for flyveren videre til Australien.
Vi havde jo aendret vores billetter saa vi kun skulle tilbringe et par dage der, efter at have tjekket Dmi, som informerede os om storm det naeste lange styk tid. DMI burde ansaette uddannet folk istedet for den flok aber der sidder der nu.
I flyver begynder jeg at snakke med en mand fra Sri Lanka, og han fortaeller mig at vejret er fantastisk, og deres vinter sluttede i april. (NEJ NEJ NEJ!! HVAD FANDEN HAR JEG GJORT GUD? HAD EN ANDEN)
Saa jeg siger til Jane, "Jeg vil have en penthouse med spa bad", jeg skal nyde livet selvom de hoejere magter proever at faa mig ned med nakken. Saa i lufthavnen gaar jeg over til den fineste turist booker og siger jeg skal have et vaerelse med spa, og de kigger paa mig, og min backpack (som er gennemhullet efterhaanden) og siger, "det har du ikke raad til", "What??" "Just make it happen, Baby" og vupti, vi bliver koert i den nyeste bil med en fin chauffoer ud til vores 5 stjernet resort.
Der noed vi 2 dage, for vi skulle tilbage til det virkelig liv.. nemlig 19 timers venten i Kuala Lumpur lufthavn, for flyveren videre til Australien.
Indien, det er bare ikke godt nok
Saa efter Mumbai gik turen videre til Goa, som er stedet jeg regnede med ville faa mig til og elske dette forfaerdelige land.. Hvor tog jeg dog fejl, igen. Har overvejet at faa tatoveret "sucker" i panden, naiv nar er min daeknavn lige pt.
Naa men for at faa forklaret hvad der goer Indien til det absolut vaerste sted paa kloden er: Vi hopper ind i en Taxa ca. 5 timer foer vores fly letter fra mumbai og koereturen til lufthavnen sku tage omkring 30 min. VI faar verdens aeldste chauffoer, som vil vise os hele Mumbai. I tror det er loegn, men han er faktisk mit lyspunkt paa dagen, fantastisk menneske, med ingen sans for at en flyver altsaa ikke venter paa sine passagere, hvis de tilfaeldigvis skulle vaere forsinket grundet spontan guidet tour rundt i Mumbais slum. Dog stadig glad, giver jeg manden e masse drikkepenge, i haab om han vil laegge dem i spareboessen til nogle (nye) taender, eller maaske minumum en tandboeste, bless his heart. Naa, men vi vandre ind i lufthavnen og finder efter 5 minutter ud af han har smidt os af ved den forkerte lufthavn. WTF! Hvor mange er der lige i Mumbai? Vi hopper ind i en tuk tuk efter 15 minutters diskution med diverse Indere der ikke snakker engelsk (og heldigvis ikke forstod dansk). Der tager aabenbart gutten over en time og koere noget der minder om 10 km, takket vaere morgen trafik. Vi ankommer 35 minutter foer vores flys afgang, vi stiller og i koe, og damen sender os over i en ny koe. a det bliver vores tur, lukker de for skaenten, LUKKER! Dvs. det er nu 30 min og 0 sekunder til flyveren letter og derfor vil de ikke have flere check ins, forklar tykpande damen at vi har vaeret her, og staaet i koe, og skal med den skide flyver til FUCKING GOA! Heksen saar fast og vi faar lov til at koebe en ny billet. Hvis jeg skulle beskrive mine tanker i denne situation, saa ville min blog blive blokket at indien regering. BRAEND, det er det eneste jeg kan sige.
SKidt pyt, ankommer til Goa med et smil paa laeben og ny energi. Smilet svinder dog stille hen, efter 24 timers regn (uden nogen form for pause), regn, storm, regn, storm osv. Pandekagen ved strandcafeen hjalp dog lidt.
Men ellers, tiden i Goa forgik foran computeren, eller paa vores stam resturant, hvorvi tilbragte nok 8 timer om dagen. Den ene aften fik vi faktisk drukket alle hans Tuborg, saa han maatte ringe efter nye forsyninger.
Vi gik paa nettet den ene dag og tjekkede vejret for vores naeste stop, Sri Lanka, og det var praecis det samme som Goa, fik et mindre sammenbrud, og besluttede hurtigt at det skulle vaere et hurtigt stop i Goa, hvorefter turen gik tilbage til Kuala Lumpur. Hvor Jane ville atge en flyver tilbage til Bali og jeg ville tage over og besoege min Australske "familie".
.... og det var saa hvad der skete, Indien skal ikke fylde mere paa min blog...[punktum]
Naa men for at faa forklaret hvad der goer Indien til det absolut vaerste sted paa kloden er: Vi hopper ind i en Taxa ca. 5 timer foer vores fly letter fra mumbai og koereturen til lufthavnen sku tage omkring 30 min. VI faar verdens aeldste chauffoer, som vil vise os hele Mumbai. I tror det er loegn, men han er faktisk mit lyspunkt paa dagen, fantastisk menneske, med ingen sans for at en flyver altsaa ikke venter paa sine passagere, hvis de tilfaeldigvis skulle vaere forsinket grundet spontan guidet tour rundt i Mumbais slum. Dog stadig glad, giver jeg manden e masse drikkepenge, i haab om han vil laegge dem i spareboessen til nogle (nye) taender, eller maaske minumum en tandboeste, bless his heart. Naa, men vi vandre ind i lufthavnen og finder efter 5 minutter ud af han har smidt os af ved den forkerte lufthavn. WTF! Hvor mange er der lige i Mumbai? Vi hopper ind i en tuk tuk efter 15 minutters diskution med diverse Indere der ikke snakker engelsk (og heldigvis ikke forstod dansk). Der tager aabenbart gutten over en time og koere noget der minder om 10 km, takket vaere morgen trafik. Vi ankommer 35 minutter foer vores flys afgang, vi stiller og i koe, og damen sender os over i en ny koe. a det bliver vores tur, lukker de for skaenten, LUKKER! Dvs. det er nu 30 min og 0 sekunder til flyveren letter og derfor vil de ikke have flere check ins, forklar tykpande damen at vi har vaeret her, og staaet i koe, og skal med den skide flyver til FUCKING GOA! Heksen saar fast og vi faar lov til at koebe en ny billet. Hvis jeg skulle beskrive mine tanker i denne situation, saa ville min blog blive blokket at indien regering. BRAEND, det er det eneste jeg kan sige.
SKidt pyt, ankommer til Goa med et smil paa laeben og ny energi. Smilet svinder dog stille hen, efter 24 timers regn (uden nogen form for pause), regn, storm, regn, storm osv. Pandekagen ved strandcafeen hjalp dog lidt.
Men ellers, tiden i Goa forgik foran computeren, eller paa vores stam resturant, hvorvi tilbragte nok 8 timer om dagen. Den ene aften fik vi faktisk drukket alle hans Tuborg, saa han maatte ringe efter nye forsyninger.
Vi gik paa nettet den ene dag og tjekkede vejret for vores naeste stop, Sri Lanka, og det var praecis det samme som Goa, fik et mindre sammenbrud, og besluttede hurtigt at det skulle vaere et hurtigt stop i Goa, hvorefter turen gik tilbage til Kuala Lumpur. Hvor Jane ville atge en flyver tilbage til Bali og jeg ville tage over og besoege min Australske "familie".
.... og det var saa hvad der skete, Indien skal ikke fylde mere paa min blog...[punktum]
Abonner på:
Opslag (Atom)