Efter en utrolig lang "hjem" rejse fra Auckland, tilbage til Asien, mit hjem. Ankom vi til Kuala Lumpur, og ved i nu hvad, efter at have sovet med 4 troejer og 7 par sokker paa hver nat i 40 dage, saa saa jeg sku frem til og komme til og svede lidt(meget) igen.
Men Malaysia betyder et farvel til min smukke Jane, men et glaedeligt goddag til min elskede mor, saa taarene skulle nok se dagslys her i Malaysia.
Dagen efter min ankomst tog jeg med Jane ud til LCCT (som bogstavlig talt er mit hjem), for at underholde hende og sende hende sikkert ud i den farlige verden (Thailand, foej). Der blev udvaekslet nok 89 krammere og jeg elsker dig foer hun var ude af syne.
Derefter maatte jeg pudse naesen og komme videre til Kuala lumpurs anden lufthavn, KILA, bare for at goere det hele lettere for mig, ik.
Det ventede jeg spaendt paa om de vilel lukke min mor ind i landet.. og vupti, efter 3 timers venten, som kom der en bleg dansker til syne. Det var sku min mor. Faktastisk, aldrig har jeg vaeret mere stolt.
Saa kunne eventyret begynde endnu engang..
fredag den 8. oktober 2010
Den sidste halvdel af vores New Zealand roadtrip
Saa siden jeg sidst opdaterede jer om mine bedrifter ude i den store verden, har jeg sat livet paa spil et PAR gange, jeg skal jo helst leve livet i overhaelingsbanen.
Men som i nok ved blev mit kreditkort lukket da visa jo har en graense paa haevning i udlandet der hedder 20.000 kr. pr mdr. Det maatte jeg devaerre overstige. Det resulterede i vi maatte tage ud og jo i en skov, og leve af de mad rester vi nu kunne finde i resturanternes baggaard (aaaarh, men taet paa). Saa da vi toeffede rundt i Wanaka, (som by the way, er den dejligeste by paa New Zealand) i deres kaempe storcenter med 6 butikker, kommer vi forbi en franforrestning.. hm, vi kigger og ender med at bruge hver en krone af de side moenter vi vi har tilbage, til at koebe gran, for stikning vil hel sikkert slukke toesten og sulten, dog ikke, men kedsomheden draebte den fuldstaendig. Vi maate dog leve med de ikke laengere var soede fyre der kom og hyggesnakkede med gamle damer.. det var nu ogsaa ret, saa kunne de jo give os et tip eller to.
Efter 3 dage dybt inde i skoven, faar vi aabnet vores kort, og tjekker ind paa en fantastisk campingplads. Hvor vi ikke hedder Anja og Jane men 'the knitting girls', og naar vi moeder folk siger de ikke laengere 'how are you' men 'hows the knittig going'.. super.. har altid ville vaere kendt som strikke pigen. Why not siger jeg bare, vi holder sku fast i traditionerne.
Efter nogle dage kommer en gut vi har hilst paa nogle gange hen og spoerg meget direkte ' how OLD are you guys?' ehm.. det var saa der jeg valgte at saette min kaempe flaske vodka paa bordet og vise dem hvor gammel jeg var istedet.
Naeste stop blev saa Queenstown, som mest af alt er kendt for deres bungyjump, nemlig nevis bungy, som er et bungy imellem to bjerge med 134 m frit fald. YES MAN.. Intet mindre kan goere det for mig. Det skal lige pointeres, jeg er typen der koere i overhaelingsbanen over storebaelt med 50 km i timen, men for at vaere laengs mulig vaek fra kanten. Jeg kan ikke doeje hoejder og graeder bare jeg skal over den mindste bro. Saa selvfoelgelig skal jeg tage et bungy paa 134 m. det jo klart.
Saa i 3 dage gik jeg ind for at booke og gik ud igen uden en billet, for naar du foerst har lagt dine smaa 1200 kr, saa faar du dem sku ikke tilbage, bare fordi du er svag. Saa hm.. jeg lukkede oejene og koerte kortet igennem.
Lige derefter gik jeg og ventede paa sommerfuglene ville dukke op og toturere min mave, men nej, intet. Ikke engang da jeg stod ude i det lille staal skur der haenger imellem de to bjerge i et staalreb. Men da jeg fik spaendt rebet om benene, se der som de, og de baskede ikke kun med vingerne, de smaa sommerfugle braekkede sig inde i mig og rev mine organer til blods. AD.. AD.. det var de laengeste 2 meter jeg nogenside har gaaet. FOEJ. da jeg stod paa platformen gik min hjerne helt i staa, de eneste der for igennem hovedet var "Anja, du doer sku da i det mindste med det samme hvis du rammer jorden" og hop. Lad mig se hvad der sker.
WOP WOP
Jeg fucking overlevede og er siden da aabenbart blevet en adrenalinjunkie. Skulle jo lige proeve krafter med verdens hoejeste gynge der har 70 meters frit fald.. og det skulle goeres paa hovedet.. WOOOOOOOOOOOP
Naeste stop Kina, verdens hoejeste bungyjump..
Men som i nok ved blev mit kreditkort lukket da visa jo har en graense paa haevning i udlandet der hedder 20.000 kr. pr mdr. Det maatte jeg devaerre overstige. Det resulterede i vi maatte tage ud og jo i en skov, og leve af de mad rester vi nu kunne finde i resturanternes baggaard (aaaarh, men taet paa). Saa da vi toeffede rundt i Wanaka, (som by the way, er den dejligeste by paa New Zealand) i deres kaempe storcenter med 6 butikker, kommer vi forbi en franforrestning.. hm, vi kigger og ender med at bruge hver en krone af de side moenter vi vi har tilbage, til at koebe gran, for stikning vil hel sikkert slukke toesten og sulten, dog ikke, men kedsomheden draebte den fuldstaendig. Vi maate dog leve med de ikke laengere var soede fyre der kom og hyggesnakkede med gamle damer.. det var nu ogsaa ret, saa kunne de jo give os et tip eller to.
Efter 3 dage dybt inde i skoven, faar vi aabnet vores kort, og tjekker ind paa en fantastisk campingplads. Hvor vi ikke hedder Anja og Jane men 'the knitting girls', og naar vi moeder folk siger de ikke laengere 'how are you' men 'hows the knittig going'.. super.. har altid ville vaere kendt som strikke pigen. Why not siger jeg bare, vi holder sku fast i traditionerne.
Efter nogle dage kommer en gut vi har hilst paa nogle gange hen og spoerg meget direkte ' how OLD are you guys?' ehm.. det var saa der jeg valgte at saette min kaempe flaske vodka paa bordet og vise dem hvor gammel jeg var istedet.
Naeste stop blev saa Queenstown, som mest af alt er kendt for deres bungyjump, nemlig nevis bungy, som er et bungy imellem to bjerge med 134 m frit fald. YES MAN.. Intet mindre kan goere det for mig. Det skal lige pointeres, jeg er typen der koere i overhaelingsbanen over storebaelt med 50 km i timen, men for at vaere laengs mulig vaek fra kanten. Jeg kan ikke doeje hoejder og graeder bare jeg skal over den mindste bro. Saa selvfoelgelig skal jeg tage et bungy paa 134 m. det jo klart.
Saa i 3 dage gik jeg ind for at booke og gik ud igen uden en billet, for naar du foerst har lagt dine smaa 1200 kr, saa faar du dem sku ikke tilbage, bare fordi du er svag. Saa hm.. jeg lukkede oejene og koerte kortet igennem.
Lige derefter gik jeg og ventede paa sommerfuglene ville dukke op og toturere min mave, men nej, intet. Ikke engang da jeg stod ude i det lille staal skur der haenger imellem de to bjerge i et staalreb. Men da jeg fik spaendt rebet om benene, se der som de, og de baskede ikke kun med vingerne, de smaa sommerfugle braekkede sig inde i mig og rev mine organer til blods. AD.. AD.. det var de laengeste 2 meter jeg nogenside har gaaet. FOEJ. da jeg stod paa platformen gik min hjerne helt i staa, de eneste der for igennem hovedet var "Anja, du doer sku da i det mindste med det samme hvis du rammer jorden" og hop. Lad mig se hvad der sker.
WOP WOP
Jeg fucking overlevede og er siden da aabenbart blevet en adrenalinjunkie. Skulle jo lige proeve krafter med verdens hoejeste gynge der har 70 meters frit fald.. og det skulle goeres paa hovedet.. WOOOOOOOOOOOP
Naeste stop Kina, verdens hoejeste bungyjump..
søndag den 12. september 2010
fredag den 10. september 2010
New Zealand, the land of the hobbits
Efter at blive genforenet med Jane og have nydt vores elskede lufthavn, Kuala Lumpur i 5 min, forstroed jeg hurtigt at jeg havde begivet mig ud paa en 48 timers lang rejse, for at Jane ikke skulle rejse alene fra Kuala Lumpur, istedet for at bare have rejst 4 timer fra Melbourne til Auckland. Men hvad goer man ikke for sine venner, synes i hvert fald jeg fortjener 'friend of the day' skiltet de tog dage det tog mig at komme frem til Auckland.
De foerste dage gik med at koebe vintertoej, for det havde vi selvfoelig ikke med, i hvert fald ikke nok, for det var KOLDT, jeg mener virkelig KOLDT.
Der blev selvfoelig smidt en bytur ind, hvor jeg moedtes med min gamle veninde Amalie fra folkeskolen, som jeg ikke havde set i noget der ligner 6 aar.
efter to dage, hoppede vi ind i vores orange lyn af et rumskib at vaere, Pandora, og fes op til toppen at New Zealand, og noed hvert sekundt af vores lange rejse derop, for dette land er noget af det smukkeste mine oejne nogensinde vil komme til at opleve, er jeg sikker paa.
Orv, og her koerer man jo i den forkerte side af vejen, det gik smertefrit, altsaa efter den foerste time. Det foeltes uartigt, altsaa, som om vi gjorde noget ulovligt, det foeltes som om man skulle koere bil for foerste gag, manglede bare min koerelaeere Marianne, til at redde mig, ved at traede paa bremsen i en noedsituation. Heldigvis havde jeg en skrigende Jane(sirene) ved min side til og guide mig. Mere skraemmende var det dog da Jane skulle ind i bilen, for ikke nok med hun skulle koere i den forkerte side for foerste gang, men hun skulle ogsaa koere med automatgear for foerste gang. ARGH. Mit hjerte var paa overarbejde der.
Men vi overlevede de foerste par dage i vores pludselig MEGET lille spaceship, som foelses som om det bliver mindre og mindre for hver dag der gaar. Heldigvis er der ikke megen diskution, saa vi hygger og sover bare lidt taet.
Vi har indtil videre proevet, at faa vores bil laast ind paa en pakeringsplad for en nat, hvor vi matte soege husly hos en masse backpackere, kraemmet en af verdens storeste traeer, sprunget uf at et lyseroedt fly fra 4.6 kms hoejde, set hobbiton, hvor de filmede Lord of the rings, haft spaerret vores kreditkort, uden en krone paa lommen og maatte soege ly dybt inde i en skov 3 naetter i traek, indtil kortene blev aabnet igen( Vi er stadig rige, dont worry). Vaeret paa vinsmagning, gaaet rundt paa en aktiv vulkan, vaeret til en hangi, og se maori folket, vaeret oppe i en skyswing, og set mange smukke Nationalparker og andre fantastiske syn her paa New Zealand..
Det vaerste kommer naest, bungy! Jeg skal selvfoelig overgaa alle i min familie og tage det 134 m hoeje bungy jump, og min mave vender sig hver gang jeg taenker pa det. nu faar vi at se hvad der sker, i kan i hvert fald vaere sten sikker paa jeg laegger billeder ud i det sekundt det kommer til og ske, hvis det sker.
Pas godt paa jer selv indtil vi tales igen..
Ps. hvis jeg doer under mit bungyjump, gaar alle mine penge til min storebror <3 elsker dig.
PPs. Hvis jeg nu skulle doe, saa husk jeg elsker ogsaa min familie, specielt mor og far (<3), og alle mine venner og veninder.
PPPs. jeg haaber virkelig ikke jeg doer.
De foerste dage gik med at koebe vintertoej, for det havde vi selvfoelig ikke med, i hvert fald ikke nok, for det var KOLDT, jeg mener virkelig KOLDT.
Der blev selvfoelig smidt en bytur ind, hvor jeg moedtes med min gamle veninde Amalie fra folkeskolen, som jeg ikke havde set i noget der ligner 6 aar.
efter to dage, hoppede vi ind i vores orange lyn af et rumskib at vaere, Pandora, og fes op til toppen at New Zealand, og noed hvert sekundt af vores lange rejse derop, for dette land er noget af det smukkeste mine oejne nogensinde vil komme til at opleve, er jeg sikker paa.
Orv, og her koerer man jo i den forkerte side af vejen, det gik smertefrit, altsaa efter den foerste time. Det foeltes uartigt, altsaa, som om vi gjorde noget ulovligt, det foeltes som om man skulle koere bil for foerste gag, manglede bare min koerelaeere Marianne, til at redde mig, ved at traede paa bremsen i en noedsituation. Heldigvis havde jeg en skrigende Jane(sirene) ved min side til og guide mig. Mere skraemmende var det dog da Jane skulle ind i bilen, for ikke nok med hun skulle koere i den forkerte side for foerste gang, men hun skulle ogsaa koere med automatgear for foerste gang. ARGH. Mit hjerte var paa overarbejde der.
Men vi overlevede de foerste par dage i vores pludselig MEGET lille spaceship, som foelses som om det bliver mindre og mindre for hver dag der gaar. Heldigvis er der ikke megen diskution, saa vi hygger og sover bare lidt taet.
Vi har indtil videre proevet, at faa vores bil laast ind paa en pakeringsplad for en nat, hvor vi matte soege husly hos en masse backpackere, kraemmet en af verdens storeste traeer, sprunget uf at et lyseroedt fly fra 4.6 kms hoejde, set hobbiton, hvor de filmede Lord of the rings, haft spaerret vores kreditkort, uden en krone paa lommen og maatte soege ly dybt inde i en skov 3 naetter i traek, indtil kortene blev aabnet igen( Vi er stadig rige, dont worry). Vaeret paa vinsmagning, gaaet rundt paa en aktiv vulkan, vaeret til en hangi, og se maori folket, vaeret oppe i en skyswing, og set mange smukke Nationalparker og andre fantastiske syn her paa New Zealand..
Det vaerste kommer naest, bungy! Jeg skal selvfoelig overgaa alle i min familie og tage det 134 m hoeje bungy jump, og min mave vender sig hver gang jeg taenker pa det. nu faar vi at se hvad der sker, i kan i hvert fald vaere sten sikker paa jeg laegger billeder ud i det sekundt det kommer til og ske, hvis det sker.
Pas godt paa jer selv indtil vi tales igen..
Ps. hvis jeg doer under mit bungyjump, gaar alle mine penge til min storebror <3 elsker dig.
PPs. Hvis jeg nu skulle doe, saa husk jeg elsker ogsaa min familie, specielt mor og far (<3), og alle mine venner og veninder.
PPPs. jeg haaber virkelig ikke jeg doer.
Melbourne, the home is where the heart is at
Saa efter 19 timer i Kuala Lumpur, et soergeligt farvel til min Jane, og 9 timer i det mindste fly saede nogensinde (laenge leve discount, Airasia) ankom jeg til Melbourne, men krydset fingre for at mit Visum ville blive godkendt, og hokus pokus, pludselig havde alle pigerne omfavne mig med taare og champange. Det var fantastisk.
Cazz (moren) havde selvfoelgelig samlet alle til en kaempe "velkommen hjem" fest, og hvor var det dejligt at se alle igen, selvom det kun var en mdr siden jeg havde forladt Bali og set de fleste.
Jeg tilbragte 3 uger i Melbourne, paa skift mellem Kyte familien og Megan/ alexs hus i byen, og saa var jeg en del syd paa med min venidne Hayley for at besoege vores kaere ven Owen. Der skete simpelthen saa meget at det ville tage dage at skrive det hele ned, saa i faar kun lige den der stadig giver mig roede kinder. I ved hvordan jeg elsker naar folk faar et godt grin paa mine bekostninger.
Saa min Aussie far, Ian Kyte, arbejder som manager for de unge football spillere her i Melborune, saa vi laegger mit visit ud med ta skulle til en kaempe football auktion, men hundredvis at football spillere, store kanoner og saa videre, saa jeg skal selvfoelig have skaffet mig nogle hoeje haele, det faar jeg gjort, en stoevlette faktisk, saa jeg har et mere stabilt fodfaste, eftersom jeg ikke har gaaet i haele i en evighed nu. Men hvis man kender mig, saa ved man det har ikke noget med skoen at goere, jeg kan bare ikke styre mine foedder. De lever deres eget liv. Saa for at saette tingene lidt i perspektiv, vi er 5 unge piger blandt 200 unge gutter. Laekkert situation, hvis man ellers kunne styre den. Saa jeg sidder til bords med nogle at de helt store drenge fra NFL, og skal lige en tur paa toilettet under middagen... SLAM med kaempe ekko (!!!!) igennem den alt for store sal til 200 mennesker. Jeg finder ud af det er mig der er styret midt i salen. Taenker hurtigt, et sil vil helt sikkert faa mig smerte frit ud at denne situation, (set bort fra mit blodige knae) saa hopper tilbage paa benene, retter paa haaret og siger hoejt " Sorry about that". Ian (Faren) kommer loebene bagefter med et dejligt grineflip og spoerg om jeg er ok. Selvfoelgelig er jeg OK, alt er perfekt, bare giv mig en shotgun og 2 minutter alene. Med ekstra naturlig roede kinder humper jeg tilbage til bordet hvor alle gutterne smiler stort og siger "var det dig, Anja? Stilfuldt".
Stoppede med chanpangen der og tog imod mange kommentare de naeste par timer. Wupie!
Men Australien var i hvert fald en at de bedste rejse oplevelse nogensinde, og jeg skal tilbage saa snart tiden tillader det. Dog er der noget jeg bliver noed til at sige, jeg tror simpelthen ikke paa at de har nogen Kænguruer, saa ikke en eneste mens jeg var der, og vi var endda paa jagt efter dem. INTET, ikke en eneste. Saa tror sku det er noget de har faket, ligesom USA fakede en maanelanding. Det lidt slapt.
Naeste stop, New Zealand.
Cazz (moren) havde selvfoelgelig samlet alle til en kaempe "velkommen hjem" fest, og hvor var det dejligt at se alle igen, selvom det kun var en mdr siden jeg havde forladt Bali og set de fleste.
Jeg tilbragte 3 uger i Melbourne, paa skift mellem Kyte familien og Megan/ alexs hus i byen, og saa var jeg en del syd paa med min venidne Hayley for at besoege vores kaere ven Owen. Der skete simpelthen saa meget at det ville tage dage at skrive det hele ned, saa i faar kun lige den der stadig giver mig roede kinder. I ved hvordan jeg elsker naar folk faar et godt grin paa mine bekostninger.
Saa min Aussie far, Ian Kyte, arbejder som manager for de unge football spillere her i Melborune, saa vi laegger mit visit ud med ta skulle til en kaempe football auktion, men hundredvis at football spillere, store kanoner og saa videre, saa jeg skal selvfoelig have skaffet mig nogle hoeje haele, det faar jeg gjort, en stoevlette faktisk, saa jeg har et mere stabilt fodfaste, eftersom jeg ikke har gaaet i haele i en evighed nu. Men hvis man kender mig, saa ved man det har ikke noget med skoen at goere, jeg kan bare ikke styre mine foedder. De lever deres eget liv. Saa for at saette tingene lidt i perspektiv, vi er 5 unge piger blandt 200 unge gutter. Laekkert situation, hvis man ellers kunne styre den. Saa jeg sidder til bords med nogle at de helt store drenge fra NFL, og skal lige en tur paa toilettet under middagen... SLAM med kaempe ekko (!!!!) igennem den alt for store sal til 200 mennesker. Jeg finder ud af det er mig der er styret midt i salen. Taenker hurtigt, et sil vil helt sikkert faa mig smerte frit ud at denne situation, (set bort fra mit blodige knae) saa hopper tilbage paa benene, retter paa haaret og siger hoejt " Sorry about that". Ian (Faren) kommer loebene bagefter med et dejligt grineflip og spoerg om jeg er ok. Selvfoelgelig er jeg OK, alt er perfekt, bare giv mig en shotgun og 2 minutter alene. Med ekstra naturlig roede kinder humper jeg tilbage til bordet hvor alle gutterne smiler stort og siger "var det dig, Anja? Stilfuldt".
Stoppede med chanpangen der og tog imod mange kommentare de naeste par timer. Wupie!
Men Australien var i hvert fald en at de bedste rejse oplevelse nogensinde, og jeg skal tilbage saa snart tiden tillader det. Dog er der noget jeg bliver noed til at sige, jeg tror simpelthen ikke paa at de har nogen Kænguruer, saa ikke en eneste mens jeg var der, og vi var endda paa jagt efter dem. INTET, ikke en eneste. Saa tror sku det er noget de har faket, ligesom USA fakede en maanelanding. Det lidt slapt.
Naeste stop, New Zealand.
Sri Lanka, du har en helt speciel plads i mit hjerte
Sri Lanka, Sri Lanka, Sri Lanka..
Vi havde jo aendret vores billetter saa vi kun skulle tilbringe et par dage der, efter at have tjekket Dmi, som informerede os om storm det naeste lange styk tid. DMI burde ansaette uddannet folk istedet for den flok aber der sidder der nu.
I flyver begynder jeg at snakke med en mand fra Sri Lanka, og han fortaeller mig at vejret er fantastisk, og deres vinter sluttede i april. (NEJ NEJ NEJ!! HVAD FANDEN HAR JEG GJORT GUD? HAD EN ANDEN)
Saa jeg siger til Jane, "Jeg vil have en penthouse med spa bad", jeg skal nyde livet selvom de hoejere magter proever at faa mig ned med nakken. Saa i lufthavnen gaar jeg over til den fineste turist booker og siger jeg skal have et vaerelse med spa, og de kigger paa mig, og min backpack (som er gennemhullet efterhaanden) og siger, "det har du ikke raad til", "What??" "Just make it happen, Baby" og vupti, vi bliver koert i den nyeste bil med en fin chauffoer ud til vores 5 stjernet resort.
Der noed vi 2 dage, for vi skulle tilbage til det virkelig liv.. nemlig 19 timers venten i Kuala Lumpur lufthavn, for flyveren videre til Australien.
Vi havde jo aendret vores billetter saa vi kun skulle tilbringe et par dage der, efter at have tjekket Dmi, som informerede os om storm det naeste lange styk tid. DMI burde ansaette uddannet folk istedet for den flok aber der sidder der nu.
I flyver begynder jeg at snakke med en mand fra Sri Lanka, og han fortaeller mig at vejret er fantastisk, og deres vinter sluttede i april. (NEJ NEJ NEJ!! HVAD FANDEN HAR JEG GJORT GUD? HAD EN ANDEN)
Saa jeg siger til Jane, "Jeg vil have en penthouse med spa bad", jeg skal nyde livet selvom de hoejere magter proever at faa mig ned med nakken. Saa i lufthavnen gaar jeg over til den fineste turist booker og siger jeg skal have et vaerelse med spa, og de kigger paa mig, og min backpack (som er gennemhullet efterhaanden) og siger, "det har du ikke raad til", "What??" "Just make it happen, Baby" og vupti, vi bliver koert i den nyeste bil med en fin chauffoer ud til vores 5 stjernet resort.
Der noed vi 2 dage, for vi skulle tilbage til det virkelig liv.. nemlig 19 timers venten i Kuala Lumpur lufthavn, for flyveren videre til Australien.
Indien, det er bare ikke godt nok
Saa efter Mumbai gik turen videre til Goa, som er stedet jeg regnede med ville faa mig til og elske dette forfaerdelige land.. Hvor tog jeg dog fejl, igen. Har overvejet at faa tatoveret "sucker" i panden, naiv nar er min daeknavn lige pt.
Naa men for at faa forklaret hvad der goer Indien til det absolut vaerste sted paa kloden er: Vi hopper ind i en Taxa ca. 5 timer foer vores fly letter fra mumbai og koereturen til lufthavnen sku tage omkring 30 min. VI faar verdens aeldste chauffoer, som vil vise os hele Mumbai. I tror det er loegn, men han er faktisk mit lyspunkt paa dagen, fantastisk menneske, med ingen sans for at en flyver altsaa ikke venter paa sine passagere, hvis de tilfaeldigvis skulle vaere forsinket grundet spontan guidet tour rundt i Mumbais slum. Dog stadig glad, giver jeg manden e masse drikkepenge, i haab om han vil laegge dem i spareboessen til nogle (nye) taender, eller maaske minumum en tandboeste, bless his heart. Naa, men vi vandre ind i lufthavnen og finder efter 5 minutter ud af han har smidt os af ved den forkerte lufthavn. WTF! Hvor mange er der lige i Mumbai? Vi hopper ind i en tuk tuk efter 15 minutters diskution med diverse Indere der ikke snakker engelsk (og heldigvis ikke forstod dansk). Der tager aabenbart gutten over en time og koere noget der minder om 10 km, takket vaere morgen trafik. Vi ankommer 35 minutter foer vores flys afgang, vi stiller og i koe, og damen sender os over i en ny koe. a det bliver vores tur, lukker de for skaenten, LUKKER! Dvs. det er nu 30 min og 0 sekunder til flyveren letter og derfor vil de ikke have flere check ins, forklar tykpande damen at vi har vaeret her, og staaet i koe, og skal med den skide flyver til FUCKING GOA! Heksen saar fast og vi faar lov til at koebe en ny billet. Hvis jeg skulle beskrive mine tanker i denne situation, saa ville min blog blive blokket at indien regering. BRAEND, det er det eneste jeg kan sige.
SKidt pyt, ankommer til Goa med et smil paa laeben og ny energi. Smilet svinder dog stille hen, efter 24 timers regn (uden nogen form for pause), regn, storm, regn, storm osv. Pandekagen ved strandcafeen hjalp dog lidt.
Men ellers, tiden i Goa forgik foran computeren, eller paa vores stam resturant, hvorvi tilbragte nok 8 timer om dagen. Den ene aften fik vi faktisk drukket alle hans Tuborg, saa han maatte ringe efter nye forsyninger.
Vi gik paa nettet den ene dag og tjekkede vejret for vores naeste stop, Sri Lanka, og det var praecis det samme som Goa, fik et mindre sammenbrud, og besluttede hurtigt at det skulle vaere et hurtigt stop i Goa, hvorefter turen gik tilbage til Kuala Lumpur. Hvor Jane ville atge en flyver tilbage til Bali og jeg ville tage over og besoege min Australske "familie".
.... og det var saa hvad der skete, Indien skal ikke fylde mere paa min blog...[punktum]
Naa men for at faa forklaret hvad der goer Indien til det absolut vaerste sted paa kloden er: Vi hopper ind i en Taxa ca. 5 timer foer vores fly letter fra mumbai og koereturen til lufthavnen sku tage omkring 30 min. VI faar verdens aeldste chauffoer, som vil vise os hele Mumbai. I tror det er loegn, men han er faktisk mit lyspunkt paa dagen, fantastisk menneske, med ingen sans for at en flyver altsaa ikke venter paa sine passagere, hvis de tilfaeldigvis skulle vaere forsinket grundet spontan guidet tour rundt i Mumbais slum. Dog stadig glad, giver jeg manden e masse drikkepenge, i haab om han vil laegge dem i spareboessen til nogle (nye) taender, eller maaske minumum en tandboeste, bless his heart. Naa, men vi vandre ind i lufthavnen og finder efter 5 minutter ud af han har smidt os af ved den forkerte lufthavn. WTF! Hvor mange er der lige i Mumbai? Vi hopper ind i en tuk tuk efter 15 minutters diskution med diverse Indere der ikke snakker engelsk (og heldigvis ikke forstod dansk). Der tager aabenbart gutten over en time og koere noget der minder om 10 km, takket vaere morgen trafik. Vi ankommer 35 minutter foer vores flys afgang, vi stiller og i koe, og damen sender os over i en ny koe. a det bliver vores tur, lukker de for skaenten, LUKKER! Dvs. det er nu 30 min og 0 sekunder til flyveren letter og derfor vil de ikke have flere check ins, forklar tykpande damen at vi har vaeret her, og staaet i koe, og skal med den skide flyver til FUCKING GOA! Heksen saar fast og vi faar lov til at koebe en ny billet. Hvis jeg skulle beskrive mine tanker i denne situation, saa ville min blog blive blokket at indien regering. BRAEND, det er det eneste jeg kan sige.
SKidt pyt, ankommer til Goa med et smil paa laeben og ny energi. Smilet svinder dog stille hen, efter 24 timers regn (uden nogen form for pause), regn, storm, regn, storm osv. Pandekagen ved strandcafeen hjalp dog lidt.
Men ellers, tiden i Goa forgik foran computeren, eller paa vores stam resturant, hvorvi tilbragte nok 8 timer om dagen. Den ene aften fik vi faktisk drukket alle hans Tuborg, saa han maatte ringe efter nye forsyninger.
Vi gik paa nettet den ene dag og tjekkede vejret for vores naeste stop, Sri Lanka, og det var praecis det samme som Goa, fik et mindre sammenbrud, og besluttede hurtigt at det skulle vaere et hurtigt stop i Goa, hvorefter turen gik tilbage til Kuala Lumpur. Hvor Jane ville atge en flyver tilbage til Bali og jeg ville tage over og besoege min Australske "familie".
.... og det var saa hvad der skete, Indien skal ikke fylde mere paa min blog...[punktum]
Abonner på:
Opslag (Atom)